Den er en fast tv-juletradition på højde med "Alene Hjemme", "Fars fede Juleferie" og "Love Actually". "The Holiday" med stjernekræfter som Cameron Diaz, Kate Winslet, Jude Law og Jack Black i hovedrollerne.
Den skønne julefilm, hvor den feterede Amanda (Cameron Diaz, 50) efter et kærestebrud bytter sit kæmpe hus i Los Angeles over julen med Iris' (Kate Winslet, 47) lille hytte i en charmerende del af England. Her forelsker hun sig hovedkulds i Iris' storebror, Graham (Jude Law, 49), og Iris i Amandas gode ven og musiker, Miles (Jack Black, 53), og sød (jule)musik opstår efter en masse genvordigheder forstås.
Giga succes
Nå, men nu kommer der altså en efterfølger. Og med samme gode skuespillere, som så lige er blevet 16-17 år ældre i både filmen og virkeligheden.
En kilde i Hollywood fortæller til flere medier, at planen er at begynde optagelser i foråret – fortrinsvis i England og steder i Europa.
Og hvad der tog så lang tid for en efterfølger at planlægge, kan man så spørge sig selv om. For selv om den kostede heftige 600 mio. kroner at producere, så har "The Holiday" bare i biografindtægter alene i 2006/07 indspillet tæt på 2 milliarder kroner.
Dertil kommer så et heftigt salg af dvd'er samt salg til tv-kanaler og streaming-dittoer.