Andelen af øst-arbejdere, som arbejder igennem og kører hjem med hyren til familien i hjemlandet, er faldende.
Det viser tal fra Jobindsats.dk og Dansk Byggeri ifølge Berlingske.
Berlingske skriver mandag, at blandt andet antallet af polakker, som har slået sig ned i Danmark, er oppe på 46.900.
I 2017 var der 36.000 udenlandske ansatte alene i bygge- og anlægsbranchen i Danmark. Det er en fordobling i forhold til 2011, skriver Berlingske.
Men byggeriet er ikke den branche, der beskæftiger flest udlændinge. I brancher som landbrug, rengøring og hotel- og restauration er der flere udlændinge.
En ny undersøgelse fra Dansk Byggeri viser, at der i industrien er flere udlændinge end i byggebranchen.
I 2011 havde 47 procent af de rumænske ansatte bopæl i Danmark. Sidste år var det tal steget til 70 procent, skriver Berlingske.
Det samme gælder for polakkerne, hvor andelen af fastboende på de seks år er steget fra 33 til 43 procent. Polakkerne er samtidig blevet den største udenlandske befolkningsgruppe i Danmark næstefter den tyrkiske.
Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri, siger til Berlingske, at det er en positiv udvikling, når de udenlandske arbejdere slår sig ned frem for at pendle eller være udstationerede.
- Når de bor her, kommer deres vilkår hurtigt til at ligne de danske. Og det er fint på alle måder. De melder sig også ind i fagforeningen. De er i arbejde, mens andre indvandrergrupper ikke i samme omfang finder beskæftigelse eller søger den, siger Lars Stoor-Hansen blandt andet.
Han mener, at arbejdsmarkedet ville bryde sammen, hvis man ikke havde de 215.000 udlændinge, som i dag arbejder i Danmark.
Samtidig viser en analyse fra tænketanken Kraka ifølge Berlingske, at de udenlandske ansatte i byggeriet fylder cirka 80.000 kroner om året pr. ansat i statskassen.