Murray får ret i forudsigelse om tidlig exit fra US Open

Sport

Andy Murray taber til Spaniens Fernando Verdasco i anden runde af US Open. Kampen blev spillet i tropisk hede.

Den britiske tennisspiller Andy Murray er færdig i US Open efter et nederlag i fire sæt til Spaniens Fernando Verdasco.

Murray gik ind til grand slam-turneringen uden store forventninger.

Skader har holdt ham væk fra sporten i lang tid, og Murray havde på forhånd afskrevet chancen for at gentage sin finalesejr i US Open i 2012.

Kampen mod Verdasco var Andy Murrays første i en grand slam-turnering i 14 måneder. Den 31-årige brite kæmpede hårdt i den voldsomme hede på Arthur Ashe Stadium, men tabte 5-7, 6-2, 4-6 og 4-6.

Temperaturen på US Opens største arena nærmede sig 38 grader under kampen ifølge BBC.

Der var Murrays kun femte turnering, siden han i juni vendte tilbage efter en hofteoperation i januar. Den tidligere verdensetter, der nu er rangeret som nummer 383, var ikke seedet i US Open.

Fernando Verdasco møder i tredje runde den tredjeseedede argentiner Juan Martin del Potro.

/ritzau/