Industriens vugge, kaldes Mølleådalen i Nordsjælland. Her er der siden middelalderen blevet produceret korn, messing, isenkram og tøj udelukkende ved vandkraft.
Minderne fra landets første spæde industri er så værdifulde, at Kulturarvsstyrelsen nu giver området status af ’nationalt industriminde’.
- Mølleådalen var et af de vigtigste industriområder i Danmark, og hele området kan ses som et laboratorium for industrihistorie, hvor mange forskellige produkter er blevet fremstillet gennem tiden. I dag rummer området såvel de tidligste anlæg som nogle af Danmarks mest moderne virksomheder, fortæller museumsinspektør Lykke L. Pedersen fra Nationalmuseets Brede Værk, der ligger i området.
Mølleådalen er formentlig et af Danmarks ældste industrilandskaber. Åen blev centrum for udviklingen, da vandkraft var den vigtigste energikilde, og møllerne langs åen udviklede sig da også fra 1600-tallet til regulære industrianlæg.
Holmen er også industriminde
Foruden Mølleåen, der løber fra Furesøen til Øresund, har Kulturarvsstyrelsen udpeget Holmen, der dækker store dele af København, som nationalt industriminde.
Holmen var i over 300 år den danske flådes hovedbase og et teknologisk kraftcenter. Her blev flådens skibe bygget, udrustet og repareret. Og her tog man i 1790 landets første dampmaskine i brug. Holmen blev derfor ikke kun et militærområde, men også et industrianlæg, hvorfra teknologi blev spredt til hele landet.
Kulturarvsstyrelsen skal i alt udpege 25 nationale industriminder i løbet af Industrikulturens År 2007. Med en status som nationalt industriminde følger en opfordring til, at der i den fremtidige udvikling tages størst muligt hensyn til, at der er tale om steder af national betydning.
Tidligere har blandt andet Carlsbergs fabrik i Valby, Danfoss-fabrikken på Als og Aalborg Portland fået titlen.