Mindst fem mennesker er omkommet på Abaco-øerne i østaten Bahamas, hvor kategori 4-orkanen Dorian lige nu forårsager massive oversvømmelser.
Det oplyser Bahamas' premierminister, Hubert Minnis, sent mandag eftermiddag lokal tid.
Han fortæller videre, at der også er mennesker på den nærliggende ø Great Bahama, som er i "alvorlig nød".
Ifølge premierministeren er redningsfolk på vej, så snart vejrforholdene tillader det.
- Vi befinder os midt i en historisk tragedie, siger Hubert Minnis ifølge nyhedsbureauet AP.
Han tilføjer, at mange hjem og bygninger er ødelagte eller alvorligt beskadiget og kalder ødelæggelserne "uden fortilfælde og omfattende".
Sent mandag eftermiddag lokal tid befinder Dorian sig over den nordlige ø Great Bahama, hvor den hærger sine omgivelser med en vindstyrke på op mod 233 kilometer i timen,
Tidligere mandag oplyste myndighederne i Bahamas, at orkanen havde krævet sit første offer.
- Regeringen i Bahamas har bekræftet et dødsfald på Abaco-øerne og indsamler fortsat information, efterhånden som redningsarbejdet indledes på de steder, hvor det er sikkert, lød det i en meddelelse fra turisme- og luftfartsministeriet på Bahamas ifølge nyhedsbureauet AFP.
Orkanen gik natten til mandag i land på den nordlige del af Bahamas, der ligger ud for den amerikanske delstat Florida.
Med en vindstyrke på op mod 295 kilometer i timen var Dorian på det tidspunkt en kategori 5-orkan og den kraftigste atlanterhavsorkan, der nogensinde er gået i land i den caribiske økæde.
Orkanen har forårsaget enorme ødelæggelser. Den har væltet biler, ødelagt strømforsyningen og oversvømmet vital infrastruktur i østaten.
Vejrprognoser advarer om, at Dorian kan generere stormbølger på op til syv meter.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne danskere.
/ritzau/