På bare to måneder fik tv-værten Bubber solgt sin lejlighed inde midt i København, skriver boligsitet Boliga.dk.
Den netop tinglyste handel viser, at Bubber har fået lige præcis 8,1 millioner kroner for det 97 kvadratmeter og fire værelse store hjem tæt på dronningens residens Amalienborg i hovedstaden.
Selv købte han ejerlejligheden tilbage i 2015 med sin daværende kone Christina Ibsen for lige under 5,4 millioner kroner, men nu er det altså tid til at vinke farvel til den eksklusive adresse efter omkring seks år.
For at få salget i hus har den nye ejer fået sit navn på skødet for 100.000 kroner under udbudsprisen på 8,2 millioner kroner.
Bubber har dog stadig sikret sig en eksklusiv kvadratmeterpris på 83.505 kroner for lejligheden, som er næsten 20.000 kroner over gennemsnittet i det dyre boligområde i København K.
Lejligheden blev sat til salg i september sidste år efter Bubber, der lyder det borgerlige navn Niels Christian Meyer, og hustruen gennem mange år, Christina Ibsen, blev skilt efter, Bubber blev knaldet for at have en affære med familiens mangeårige barnepige. Bubber og barnepigen har fået et barn sammen.