Mette Frederiksen forfremmer S-profil: Bliver en del af ledelsen

Posten som næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe har stået ledig, siden Bjarne Corydon stoppede.
Dan Jørgensen (S) afgiver sin post som udlændinge- og integrationsordfører til partifællen Mattias Tesfaye. I stedet skal han være næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe.
Dan Jørgensen (S) afgiver sin post som udlændinge- og integrationsordfører til partifællen Mattias Tesfaye. I stedet skal han være næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe. Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix

En minirokade i Socialdemokratiet betyder, at Mattias Tesfaye (S) overtager Dan Jørgensens (S) post som udlændinge- og integrationsordfører.

Dan Jørgensen skal fremover være næstformand i partiets folketingsgruppe - en post, der har været ledig, siden tidligere S-finansminister Bjarne Corydon forlod folketingsgruppen 2015.

- Dan Jørgensen skal være en meget aktiv del af ledelsen i forhold til hele politikudviklingen og diskussionen med regeringen op til næste folketingsvalg, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S).

- Mattias Tesfaye er en meget stærk og klar stemme i udlændinge- og integrationsdebatten, og vi er utroligt glade for, at han vil påtage sig opgaven med at være Socialdemokratiets ordfører på området.

- Samlet set får vi både styrket den socialdemokratiske ledelse og får en rigtig dygtig mand på posten som udlændinge- og integrationsordfører.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Hvor central og vigtig er Dan Jørgenens nye post, når den ikke har været besat, siden Bjarne Corydon forlod Folketinget?

- Dan har gjort det rigtig flot og godt som udlændinge- og integrationsordfører, men vi har gerne villet styrke den samlede ledelse, som Dan jo i forvejen er en del af, så han kan koncentrere sine kræfter om politikudvikling og vores løbende diskussion med regeringen.

Men hvordan kan det være en forfremmelse at få en post, som det ikke har været nødvendigt at besætte i to år?

- Det er en forfremmelse at blive næstformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. Det er også et klart signal om, at der er stor tillid til Dan Jørgensen, siger Nicolai Wammen.

- Han kommer til at spille en endnu mere central rolle i ledelsen, så det er en klar forfremmelse.

Mattias Tesfaye sidder i forvejen i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg og er derudover ordfører for erhvervsuddannelser og social dumping.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.