Den nu 68-årige kongelige skuespiller Kirsten Olesen har trukket kortet med "nej tak".
I et interview med Billed Bladet fortæller hun, at hun siger nej til opgaver på film og tv.
- Jeg bryder mig ikke om at have for meget om ørerne. På den måde mærker jeg, at jeg er blevet ældre.
- Jeg skal ikke løbe for stærkt. Det stresser mig, og jeg gider ikke at være stresset. Jeg vil nyde det. Jeg vil have det godt. Det skal være sjovt at gå på arbejde. Det er mit mål på mine gamle dage, siger Kirsten Olesen.
Kirsten Olesen har sit faste job på Det Kongelige Teater og om et par uger er hun aktuel med en teaterudgave af Lars von Triers "Riget". Kirsten Olesen skal spille Fru Drusse.
Hvis du vil nyde Kirsten Olesens skuespil på skærmen hjemme i stuen, kan du tune ind på DR, når den altid populære tv-serie "Matador" i en restaureret udgave dukker op i den bedste sendetid. Her spiller hun - sikkert som bekendt - Agnes.