Selvom han huserer nede i forsvaret, er Martin Laursen ved at være en målfarlig herre i Premier League. Aston Villas danske landsholdsspiller scorede for sjette gang i sæsonen, da han headede bolden i målet til 2-0 mod Reading. Villa vandt 3-1 over Reading.
Dagens mål og de fem foregående i sæsonen kan gå hen og blive mange engelske pund værd. For Martin Laursens kontrakt med Aston Villa udløber om et halvt års tid - en kontrakt som den engelske klub hellere end gerne vil forlænge.
Og bliver Martin Laursen ved med at score, bliver prisen også ved med at stige.
I Liverpool måtte Daniel Agger nok engang se til fra bænken. Efter fire måneders skadespause har han stadig sit comeback til gode. Det kom heller ikke i denne weekend, da Liverpool skuffede med blot 1-1 mod Middlesbrough.
Lige så skidt gik det for førerholdet i Premier League, Arsenal med Nicklas Bendtner på holdet. Den danske landsholdsangriber fik de sidste 25 minutter på banen. Han kunne ikke gøre noget ved, at topholdet kun fik 1-1 mod Birmingham.
Arsenal-kikset blev udnyttet af Chelsea, der med en 2-0-sejr over Tottenham halede to point ind på Arsenal.