Marbin Sosa arbejder under jorden. Som næstkommanderende i havnebyen Puerto Cortes sindicato - fagforeningen - er hans mission at samle de mange arbejdere, som dag og nat slæber guld, olie, bananer og korn på store containerskibe.

For trods udsigten til det Caribiske Hav og den mellemamerikanske rom på den lokale efter fyraften, er livet intet eventyr for havnearbejderne.

Løn: 1 lempira (30 øre) for at fylde en container med gods. 
Rettigheder: Ingen.

Det handler om overlevelse

Hvis opgaven skal lykkes, må Marbin Adalid Sosa Zelaya arbejde i det skjulte. Han møder arbejderne forskellige steder i byen, når de har fri. Han giver dem besked om ikke at nævne ordet fagforening på arbejdet.

Det ved alle naturligvis i forvejen. I Honduras kan den mindste snak om løn eller arbejdsforhold betyde øjeblikkelig fyring. Så folk er bange for at stå frem.

"Når over 60 procent er arbejdsløse, passer man på sit arbejde, som var det en guldmine. Det handler om overlevelse. Mister du det, er der ingen støtte: ingen penge til mad, til dine børns skole, til tøj, til medicin, til noget som helst," fortæller Marbin Sosa.

Jeg har aldrig haft en barndom

Marbin Sosa, en mand med solid arbejderkrop, har ingen problemer med fastholde øjenkontakt, men blikket vender uvilkårligt mod horisonten, når han fortæller om havnen i Puerto Cortes.

Her har han boet hele sit liv, arbejdet det meste. I dag som mekaniker - da han var 12 år med cykelreparation og læsning af bananer, nogle gange 36 timer i træk. Det var den eneste løsning, da hans far en dag pludselig forlod familien. Skredet fra Marbin Sosa, hans fem søskende og en mor uden uddannelse.

"Jeg kan ikke sige, at jeg har haft en barndom. Det har altid været arbejde. Men det er ikke kun mig, der har haft det muy, muy diffícil. Sådan har det været for næsten alle børn i Honduras," fortæller Marbin Sosa, der i dag er 32 år.

Fyret for forsøg på lønforhandling

I ottende klasse afsluttede Marbin Sosa sin skolegang for at arbejde på fuld tid, inden han skulle aftjene værnepligt. Da han kom tilbage til Puerto Cortes to år senere, blev han ansat som løsarbejder til en fjerdedel af de andre ansattes løn, 21 lempira i timen (6 kr.), men blev fyret otte måneder senere.

Han fandt aldrig ud af hvorfor - måske fordi chefen ikke kunne lide ham, måske fordi honduransk lov siger, man skal have fast ansættelse efter tre måneders løst arbejde.

Under alle omstændigheder en helt almindelig behandling, fortæller Marbin Sosa.

"For et par uger siden fik 16 løsarbejdere weekendarbejde til halv løn. De forsøgte at forhandle sig til mere, men blev i stedet fyret på stedet og nogle nye blev hentet ind direkte fra gaden. Det er problemet: Hvis du brokker dig over dårlige forhold, ryger du med det samme. Der står altid 10-20 andre klar, som er desperate efter arbejde."

Jeg gør det for min datters skyld

Marbin Sosa har været med til samle i alt 604 havnearbejdere i Sindicato de Trabajadores de la Empresa Nacional Portuaria, som fagforeningens fulde navn lyder. Det gør fagforeningen til en af de større i Honduras, men Marbin Sosas ambition er dobbelt så mange medlemmer i år.

"Havnearbejdere har ingen rettigheder: Ingen forsikring, intet arbejdstøj, ingen beskyttelse, intet sted at holde pause. Men det kan de få, hvis vi står sammen," forklarer Marbin Sosa.

Og motivationen er helt klar. Det handler om fremtiden for hans fireårige datter, Diana.

"Det er for hende skyld, jeg konstant kæmper for bedre rettigheder. Jeg vil gøre alt i verden for at give hende et liv bedre end mit eget."