Kevin Magnussen starter igen blandt de ti bedste i Formel 1-feltet, når starten søndag går til grandprixet i Østrig.
I kvalifikationen sluttede danskeren lørdag på ottendepladsen efter solid kørsel i en velsmurt bil, som han endda kunne have presset mere ud af.
- Jeg fik ikke lige det sidste ud af bilen. Ikke at der var sindssygt meget tilbage, men Romain (Grosjean) fik det bedste ud af bilen, og han hev en sekser hjem, siger Kevin Magnussen til TV3+ om sin Haas-teamkollegas præstation.
Startplaceringer som henholdsvis nummer seks og otte kan blive forbedret af mulige startstraffe til andre kørere, men skal uanset hvad ifølge Kevin Magnussen ikke bruges til at jagte det umulige.
- Vi skal ikke satse alt for at få et ekstraordinært resultat. Vi skal have en masse point med hjem, siger danskeren.
De to Haas-racere ligger flettet ind mellem de to Red Bull-racere, der blev nummer fem og syv i kvalifikationen. Og netop det siger meget om Haas-bilernes slagkraft.
Red Bull er et væsentligt større team, og det overrasker da også Kevin Magnussen, at han og Grosjean ligger så tæt på dem og har kunnet tage kampen op med dem over en hel weekend i både træning og kvalifikation.
- Nu må vi se, hvad vi kan i ræset. Jeg tror ikke, vi er hurtigere end dem, men vi kan måske matche dem, og så må vi se, hvad der sker, siger Kevin Magnussen til TV3+.
/ritzau/