Løkke får ny øretæve: "Endnu en forklædt skattelettelse"

Knap 53.000 ud af de 883.000 personer, der har aktier, får så stort afkast, at de vil få gavn af nyt forslag.
I dag bliver aktieindkomster på mere end 52.900 kroner beskattet med 42 procent. Mens der kun skal betales 27 procent i skat af aktieindkomst under det beløb. Løkke-regeringen foreslår at hæve den grænse til 100.000 kroner.
I dag bliver aktieindkomster på mere end 52.900 kroner beskattet med 42 procent. Mens der kun skal betales 27 procent i skat af aktieindkomst under det beløb. Løkke-regeringen foreslår at hæve den grænse til 100.000 kroner. Foto: Mads Ckaus Rasmussen/Scanpix/arkiv

Flere danskere skal investere i fremtidens danske erhvervssucceser. Og det skal være nemmere for danske virksomheder at vokse sig store.

Sådan lyder ambitionerne i det erhvervs- og iværksætterudspil, som erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) præsenterede i august.

Udspillet indeholder blandt andet et forslag om at lempe beskatningen af aktieindkomster. Det skal ske ved at forhøje grænsen for, hvornår den høje skattesats på 42 procent sætter ind.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

I dag bliver aktieindkomster på mere end 52.900 kroner beskattet med 42 procent. Mens der kun skal betales 27 procent i skat af aktieindkomst under det beløb.

Løkke-regeringen foreslår at hæve den grænse til 100.000 kroner.

Men det vil være de færreste danske aktieejere, der får gavn af det, viser et svar fra Finansministeriet til Socialdemokratiets erhvervsordfører, Thomas Jensen.

Ud af de anslået 883.000 danskere, der ejer aktier, er det nemlig kun knap 53.000, der har en aktieindkomst, der ligger over den nuværende grænse.

- Det her forslag kommer ikke til at gøre noget for hr. og fru Nielsen. Det er endnu en forklædt skattelettelse til de få, der i forvejen tjener mest på aktieinvesteringer, siger Thomas Jensen.

Hvis forslaget bliver gennemført, vil konsekvensen være, at indkomstfordelingen i Danmark bliver mere skæv, mener Thomas Jensen.

Omkring 40.000 personer tjener så meget på aktier, at de ryger over de 100.000 kroner, som regeringen foreslår som ny grænse for den højeste beskatning på 42 procent.

De betaler i gennemsnit 290.000 kroner i skat alene af deres aktieindkomst.

- Det er selvfølgelig godt, at de bidrager til samfundet. Men regeringens forslag går på, at de skal bidrage mindre, siger Thomas Jensen.

Socialdemokratiet deler regeringens ønske om at gøre det lettere for virksomheder at få adgang til kapital. Men partiet vil hellere styrke Vækstfonden med et øget kapitalindskud på fem milliarder kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.