Jeg hedder Pia Henriksen og arbejder som folkeskolelærer på Vestegnen, hvor jeg i mange år desuden har fungeret som SSP-lærer og konfliktmægler. Derudover er jeg netop valgt som kredsstyrelsesmedlem i den lokale lærerkreds, og så arbejder jeg med fremtidens fællesskaber som ekstern træner hos DeltagerDanmark.
Jeg er mor til to piger og meget optaget af det gode børneliv. Jeg skriver om skolesystemet, som jeg mener er på vej i den gale retning og dræber børns fantasi og drømme.
Derudover skriver jeg om fagpolitik, samfundsforhold samt håb og frygt for fremtiden.
HIDTIL HAR vi ikke kunne sige meget om, hvad der er foregået bag lukkede døre i Forligsinstitutionen.
Til gengæld kan vi sige noget om, hvad der sker blandt alle de mennesker, der tålmodigt har ventet udenfor. Sammenholdet blandt de danske lønmodtagere har nemlig udviklet sig til en fælles kamp på tværs af faggrupper, som næsten giver tårer i øjnene. En slumrende solidaritet er vækket med en bred forståelse af, at vi befinder os i en ideologisk kamp for at bevare de værdier, som vores land bygger på. Aldrig har jeg talt med så mange mennesker fra andre fag og mødt så meget fælles forståelse. Derfor må der også være stor splittelse hos de medlemmer, der nu får præsenteret en aftale.
En stor del af Danmarks befolkning har ellers fået øje på, hvad de ansatte egentlig kæmper for, og opbakningen har hidtil været stor. Det har efterladt medierne i en mellemtilstand, hvor de har haft svært ved at finde en konflikt at hænge deres historier op på. De har forsøgt at læne sig op af 2013-spin og gøre lærerne til syndebukke, men ikke mange er hoppet på den limpind. Tværtimod fik det senest både specialarbejdere og sygeplejersker til at fare i blækhuset og bokse det ned, hvilket vidner om et nyskabt fællesskab, som ikke bare kan brydes.
RESULTATET ER derfor istedet blevet et par skingre debattører, som har forsøgt at puste til splittelse mellem de ansatte i det offentlige og private ved at trække de ansattes løn-og arbejdsforhold frem i lyset. Det klinger selvfølgelig hult og bliver utroværdigt, når nogle af landets mest privilegerede og bedst betalte forholder sig til, om en social-og sundhedshjælper får for meget i løn.
Det bliver tydeligt, at disse synspunkter helt grundlæggende bunder i et ønske om et helt andet Danmark, end det vi kender, og derved vinder det ikke den store genklang hos folket. De fleste danskere kan nemlig godt se, at den offentlige og private sektor er gensidigt afhængige af hinanden, og der er generelt en værdsættelse af det arbejde, der ydes begge veje. Folket ønsker ikke et lønproletariat med dårlige arbejdsforhold, som fremover også kan blive målestok, når overenskomstforhandlinger skal presses i det private. Desuden er mange simpelthen trætte af at høre på nedladende bemærkninger om den store del af arbejdsstyrken, som hjælper dem med at komme på arbejde hver eneste dag. Dem som sørger for at vejene er saltede, børnene passet, og det brækkede ben behandlet, så der kan hives nogle penge hjem.
NU ER konflikten så endelig til at få øje på. Er musketereden skudt ned? Man skulle næsten tro, at energien fiser ud af ballonen hos alle dem, der bliver tilbage og forsøger at kæmpe videre på trods af LO-forbundenes forlig, men heldigvis er de ansatte tændte, og de bliver vanskeligere at splitte for hver dag, de står skulder ved skulder med den knyttede næve løftet over hovedet.
Ud af kriser kan meget vokse, og derfor står faggrupper på tværs stadig forenet og råber sig hæse i hele landet. De offentligt ansatte har ikke bare knyttet stærke bånd. De har skabt ubrydelige lænker af tillid til hinanden. En tillid, som har været totalt fraværende i deres arbejdsliv i årevis, og de er fuldstændig klar over, at det er nu eller aldrig. Vi er stadig rigtig mange, der er klar til at kæmpe videre. Måske endda styrket af forligschok. Sagen er for vigtig.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.