I år kan Kvindernes Internationale Kampdag fejre 115-års fødselsdag – cirka det samme antal år, det vil tage, før vi har reel ligeløn herhjemme, selvom Ligelønsloven blev stemt igennem for snart 50 år siden. Og for 117. gang vil mange spørge: ”Hvad mere er der at kæmpe for?”
Det giver egentlig kun mening, når vi ser på mænds og kvinders uddannelsesniveau, for på utrolig mange andre områder er der stadig langt igen – det kommer jeg tilbage til.
Mange vil måske også vende øjne og indvende, at Kvindedagen ikke har megen berettigelse i en tid, hvor hele vores verdensbillede står for skud og måske vendes på hovedet inden for en overskuelig fremtid. Det forstår jeg også godt. Men når magtfulde mænd slår sig på brystet for at overbevise de andre (mænd) om, at netop de er den største og stærkeste sølvryg og alfahan, er det dårligt nyt for alle – især kvinderne.
Orange is NOT the new black
Vi har knapt nok lagt Trumps ”Grab them by the pussy” bag os og pakket den pink, strikkede hue med katteører væk, før han stiller op på live-tv og i Kongressen med bombastiske budskaber og baroler, der gør det tydeligt for enhver, at The Donald er bad news for women – og stort set alle andre.
Som noget af det første underskrev han et dekret, der tilbagerullede Bidens tiltag, der gjorde det lidt nemmere for amerikanske kvinder at få abort, efter et flertal i den amerikanske højesteret i 2022 omstødte Roe v. Wade, der i årevis havde givet dem en forfatningssikret ret til abort.
Det var pænt pakket ind under dække af traditionelle familieværdier, men et abort-’forbud’, fjerner hverken abort eller giver flere lykkelige familier. Det rykker blot aborterne ud på det sorte marked, så taberne igen bliver kvinder og børn. Der er ingen vindere – uanset hvor mange bibler og kors de måtte vifte med.
Trumps modstand mod woke kan umiddelbart synes som et slag for kvinder, da de ikke længere skal konkurrere mod ofte fysisk stærkere transkvinder i sport, men samtidig udraderer han stort set hele DEI-bevægelsen (Diversity, Equity, Inclusion) i USA, der skal undgå forskelsbehandling på baggrund af køn, alder, seksualitet, etnicitet mv. Nu står alle for skud. På nær de hvide mænd – eller orange…
Vi er SÅ langt bagud
Herhjemme ser det heller ikke for godt ud, selv om vi ikke er plaget af en orangutang. Også her tjener kvinder en del mindre end deres mandlige ’ligestillede’. Vi har alt for få kvinder i den absolutte top – ledere og bestyrelsesposter. Kvinder er langt fattigere pensionister end mænd, og det forværres kun og ret voldsomt med antallet af børn (don’t mention the war! – jeg har selv 7! børn).
Og det går den forkerte vej. På få år er vi rykket fra en 14. plads og helt ned på en 23. plads, når det handler om ligestilling målt for hele verden, mens vores nordiske naboer ligger i top. Vi ligger ikke bare bag Norden, men også lande som Namibia, Rwanda, Nicaragua, Filippinerne og Moldova (2023 tal). Vores ’naboer’ (Island, Norge, Sverige og Finland) indtager 4 ud af de 5 første pladser. Og var det ikke nok, så har vi et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, kvinder tager stadig en langt større del af det usynlige og ulønnede arbejde end deres mandlige partnere (mental load er ikke bare noget pjat, uanset hvor mange kvindelige præster, der måtte ytre det), 1 ud af 3 danske kvinder har oplevet seksuel chikane og kvinder bliver systematisk forskelsbehandlet (google det) og og og…
Fremtiden er måske lysegrøn
Men der er heldigvis også tegn på, at tingene ændrer sig – omend meget langsomt. Fordi der findes entreprenante kvinder, der ønsker at gøre op med nogle af de her ting, er kvinder faktisk begyndt at investere mere end tidligere. Og når vi gør det, klarer vi os generelt bedre end mænd – hvem havde dog troet det..?
Der er organisationer og private, der støtter kvindelige iværksættere, som generelt har svært ved at få investorer med ombord eller bare en firmakonto (what?).
Vi ser flere og flere mænd i traditionelle kvindefag som fx sygeplejersker, pædagoger og sosu’er. Så kan vi jo håbe på, at der kommer den samme (eller rettere modsatte) effekt af, når kvinder indtager mandefag, hvor lønnen falder. Måske sker det modsatte nu? Man har da lov at håbe.
For tredje gang i vores historie har vi en kvindelig statsminister, og meget tyder på, at det højeste embede herhjemme også vil være besat af en Mette efter næste valg.
Desværre betyder det også, at min yngste efter alt at dømme bliver tvunget ’i trøjen’, når hun rammer sit 18. år. Det huer mig ikke. Det gør krigen i Ukraine heller ikke. Men mine forsvarsaktier klarer sig rigtig fint pt., og nogle vil endda sige, at man er patriot, hvis man investerer i forsvar. Selv foretrækker jeg at være matriot (det må du også google)…
Charlotte Højlund er en af Avisen.dk's faste debattører og klummeskribenter. Foto: Privat