Sport Event Denmark, der arbejder på at få store sportsbegivenheder til Danmark, kan se frem til at få penge til 2014.
Det er meldingen fra kulturminister Marianne Jelved (R).
- Regeringen har afsat 20 millioner kroner (i finanslovforslaget, red.), mens Danmarks Idrætsforbund fortsat gerne vil betale de fem millioner kroner, som de har bidraget med hidtil, siger Jelved til DR Sporten.
Planen er at sikre Sport Event Denmark på længere sigt.
- Vi har sat et stort arbejde i gang under overskriften "udredning af idrættens økonomi". Der har vi en plan om at få en fast finansiering via de midler, som idrætten ellers får.
- Vi har fået så mange gode erfaringer med Sport Event Denmark, og det er nemmere for dem at arbejde, når de ved, at de også er der en del år fremover, så de ikke skal stå ved hver finanslov og ikke vide, om de er købt eller solgt.
- Det er dårlige arbejdsbetingelser, siger Jelved.
Sport Event Danmark har de seneste år blandt andet fået Giro d'Italia, U21-EM i fodbold og VM i landevejscykling til Danmark.
/ritzau/