Den 40-årige svenske forfatterinde Åsa Larssons dramatiske og melankolsk mørke krimier om juristen Rebecka Martinsson er ikke bare et mega-hit i hjemlandet Sverige. Historierne med Martinsson i hovedrollen er også eksporteret til 10 lande, herunder Danmark, og filmkontrakter på Larssons bøger er for længst underskrevet med Sandrew Metronome. For sin debutroman, Solstorm , fik Åsa Larsson Det Svenske Kriminalakademis debutantpris, og den anden roman, Blodskyld , indkasserede hæderen Bedste svenske kriminalroman 2004 .
Så det går sådan set meget godt for den svenske forfatter, der netop har været i Danmark for at besøge bogmessen og promovere sin seneste roman, Sort sti , der er den tredje i en serie på seks. Krimierne handler naturligvis om mord og opklaringer, men også om indre dæmoner, om religiøst vanvid og om livet i det allernordligste Sverige. Deroppe, hvor det eneste, der lyser vinteren op, er sneen.

Glad og selvkritisk

Hun er da også ualmindeligt glad for læsernes dom over hendes bøger, Åsa Larsson, som hun sidder der på Hotel Alexandra en lørdag i november. Også selvom hun har svært ved at tage hyldesten ind, og selvom bøgerne tager lang tid at skrive. For lang tid.
»Med min hjerne er jeg glad, med min hjerne er jeg taknemmelig for, at det går så godt. Men det er et problem at være så selvkritisk en person, som jeg er. Jeg er frygtelig selvkritisk. Problemet er, at det er svært at håndtere. Det kører med mig. Jeg bekymrer mig og bekymrer mig. For om det er godt nok, men det går jo egentlig meget godt,« smiler Åsa Larsson. Og hendes erkendelse er da også, at bøgerne sådan set ikke ville være blevet bedre af, at hun havde haft et par måneder mere at skrive i.
»Når jeg afleverer en bog, er den meget tæt på færdig. Så har jeg gjort det så godt, som jeg formår. Jeg gør mit allerbedste. Jeg kan ikke sige, at hvis bare jeg havde haft to måneder til, så var det blevet bedre. Men det er med min hjerne, jeg siger det ? jeg ræssonerer mig frem til det.«

Snerten af misundelse

En del af lykken for Åsa Larsson er heldigvis, når nu det er så svært at slippe selvkritikken, at hun ikke nødvendigvis hele tiden skal måle sig med konkurrenterne. For i Sverige har de kvindelige krimiforfattere i supersælgerkategorien (de der med en kliche kaldes for krimidronninger) som Liza Marklund, Camilla Läckberg og hun selv et tæt forhold til hinanden. De ser hinanden som kolleger ? ikke som konkurrenter. Og de deler erfaringer med hinanden og støtter hinanden i arbejdet med bøgerne. »Det er en presseting, at der skulle være vild konkurrence mellem de kvindelige forfattere i Sverige, fordi vi alle bliver kaldt krimidronninger. I modsætning til i Danmark er de svenske kvindelige krimiforfattere meget tætte. Når der bliver uddelt priser til den, der har solgt flest bøger, hepper vi på hinanden. Jeg tror, vi har erkendt, at hvis en kvinde læser Camilla Låckberg eller Liza Marklund i dag, så læser hun Åsa Larsson i morgen. Man åbner dørene for hinanden ? ikke det modsatte. Det er ikke et nulsumsspil.«
Og alligevel er der da en snert af misundelse af og til i Larssons sind. Det er næsten uundgåeligt, når man er som hun. Det er det med selvkritikken, igen.
»Det er da klart, at misundelsen kan sætte kloen i en af og til, men det er også et valg. Man må bestemme sig. Hvis man går ind i det, holder det aldrig op. Så kan man hele tiden måle sig i forhold til de andre, og så kommer der bare noget nyt at være jaloux over. Jeg tror, vi vælger bare at være taknemmelige over, at folk er glade for bøgerne.«
Men selvkritikken, misundelsen og de sorte huller ? den der mørke fornemmelse i sindet, som er svær at kravle ud af ? er og bliver en tro følgesvend. Det mærkes også i hendes bøger, hvor hovedpersonen Rebecka Martinsson tumler med mørket.
»Jeg forsøgte først at lave hende anderledes. I begyndelsen ville jeg gerne have, at hun var sejere, mere cool, men det fungerede ikke. Jeg falder selv ofte ned i de sorte huller, og måske får jeg afløb for de sider af mig, når jeg skriver. Måske forsøger jeg at forsone mig med de sider af mig selv gennem hende. Måske er det også min måde at gøre hende troværdig på ? at hun ikke er så enkel, men svær,« fortæller Larsson.

Næste krimi på vej

Hvor hullerne kommer fra, ved hun ikke, men det ligger dybt i hende. Måske er en del af det også at komme fra det mørke Nordsverige, hvor folk er anderledes. Det er nemlig først for et par år siden, Åsa Larsson flyttede til Stockholm med mand og børn fra Kiruna, der også er centrum for bøgerne om Rebecka Martinsson.
»Der er et vemod, noget mørkt, ved Nordsverige. Der er noget russisk vemod helt deroppe ved grænsen. Man synger vemodige viser, græder og råber mere. Også mændene. Det er lidt en kliché, men alligevel ikke. Vi er ikke så fandens glade hele tiden, hvorfor skulle vi være det. Det er ligesom finnerne. Jeg føler, jeg har mere til fælles med folk i Finland end med dem i Stockholm.«
Så Åsa Larsson holder fast i det nordlige Sverige, også i de kommende krimier. Den næste bog, nummer fire i rækken, går hun i gang med at skrive efter nytår. Hun lukker ned for det meste andet end børnene og manden, og så bliver der skrevet i den lange stockholmske vinter. Heldigvis er plottet med nye mord til Rebecka Martinsson klar oppe i hovedet.