Det starter som en principsag. En sag, bliver så vigtig, at man er klar til at gå "hele vejen".
Men de færreste har fra starten af en faglig konflikt gennemskuet, hvad "hele vejen" betyder af både personlige og økonomiske konsekvenser.
Sådan lyder det fra Per Brandt. Han har selv prøvet at stå i orkanens øje i en fagforeningskonflikt.
I 1984 nægtede den dengang 31-årige københavnske buschauffør at melde sig ind i SID, selvom han havde kørt bus i et halvt års tid.
De organiserede HT-chauffører krævede Per Brandt og andre chauffører, der havde fulgt ham fyret. I et halvt år nedlagde HT-chaufførerne mange gange arbejdet.
Men konflikten voksede. Det hele eksploderede på en aktionsdag, hvor indfaldsvejene til København blev spærret, arbejdet blev nedlagt i Kastrup Lufthavn, Rigshospitalet og mange andre steder, og tv-skærmen gik i sort. Indfaldsvejene til Købehavn var kortvarigt spærrede og gav 15 kilometer lange bilkøer. En million mennesker kunne ikke komme på arbejde.
Det bliver personligt
For Per Brandt selv kulminerede det, da chaufførkolleger steg ind i hans bus, mens han kørte og delte løbesedler ud til passagererne om ham.
”Der stod ’Den mand er farlig’. Det var ikke særlig rart, og det var svært at koncentrere sig om at køre bussen,” siger Per Brandt.
Per Brandt mener, at meget var anderledes i en faglig konflikt dengang i forhold til i dag. Og til forskel fra den nu brandsigtede Amin Skov var han ikke arbejdsgiver. Men kampen bliver personlig.
”Jeg blev fritstillet, og jeg er aldrig blevet chikaneret hjemme. Men det blev jo meget personligt, og tog hårdt på min kone,” siger Per Brandt.
Per Brandt blev landskendt. I årene efter blev han ofte genkendt, men når folk ikke helt kunne placere, hvor de kendte ham fra, slog han det hen med, at de nok havde arbejdet sammen.
”Jeg fortalte ikke, hvad jeg havde lavet. Man vidste jo aldrig, om de var mod eller for,” siger han.
Økonomisk øretæve
Sagen endte med, at Per Brandt blev fyret.
"Også fordi vi gik ned i indtægt, da jeg stoppede, og måtte flytte fra huset," siger han.
Sagen fik konsekvenser for resten af Per Brandts liv. Han læste videre fra elektriker til elinstallatør og blev selvstændig.
”Det var den eneste vej frem, så vidt jeg kunne se. Men det betød, vi ikke havde nogen indtægt i to år, så vi måtte låne i huset. Da jeg var færdig, var der ikke mere friværdi i huset, og jeg kunne ikke få lov at låne. Dengang kunne man heldigvis gå hen i en anden bank,” siger han.
Han fik en kassekredit på 75.000 til en firmabil og en lille annonce i lokalavisen. Per Brandt er i dag stadig i sit enmandsfirma, der tilbyder el-service i Jyllinge.