Højere løn til medarbejderne. Og fair konkurrence i branchen. Det er to hovedårsager til, at 3F har iværksat en konflikt mod selskabet JNGruppen IVS for at få det til at tegne overenskomst.
JNGruppen leverer ydelser til gartnerier i Jylland og på Sjælland. Ejeren og direktøren af selskabet er Tina Nedergaard, der tidligere har været undervisningsminister og medlem af Folketinget for Venstre, skriver Fagbladet 3F.
3F har desuden varslet sympatikonflikt. Det betyder, at medlemmer af 3F og andre fagforbund under LO kan nægte at udføre arbejde, der har forbindelse til JNGruppen.
- Flere litauere har henvendt sig til os, fordi de var utilfredse med lønnen hos JNGruppen. Vi har fået oplyst, at lønnen er 100 kroner i timen, hvilket er langt under lønniveauet i overenskomsten for gartneriområdet. Vi vil ikke acceptere løndumping på gartnerier i Danmark. Vi vil sikre, at medarbejderne hos JNGruppen får krav på ordnede løn- og arbejdsvilkår, siger Thomas Møller, formand for Den Grønne Gruppe hos 3F Aarhus Rymarken.
Lønnen for gartneriarbejde i Danmark skal være mindst 140 kroner i timen, hvis medarbejderne får løn efter overenskomsten mellem 3F og Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, GLS-A.
3F fik kendskab til JNGruppen i forbindelse med et kontrolbesøg hos Gartneriet Hedegården, der dyrker agurker i to afdelinger ved Aarhus og Greve. Gartneriet er medlem af GLS-A, og har dermed sagt ja til at betale medarbejderne løn efter arbejdsgiverforeningens overenskomst med 3F. Men Gartneriet Hedegården bruger medarbejdere fra selskabet JNGruppen, der ikke har overenskomst, til at udføre opgaver på agurkegartneriet.
Fagbladet 3F har bedt direktør Tina Nedergaard kommentere 3F’s oplysninger om, at hendes selskab skulle have betalt medarbejdere 100 kroner i timeløn og hverken aflønnet med søgnehelligdagsbetaling eller pension. Men det har direktøren ikke kommenteret på.
- Jeg har faktisk gennem længere tid overvejet at tegne overenskomst. Jeg har således også været i kontakt med en arbejdsgiverorganisation med henblik på indmeldelse og tiltrædelse af overenskomsten. I erkendelse af at min virksomhed for nuværende imidlertid ikke kan honorere kravene, der stilles, har jeg opsagt mine entreprisekontrakter. Jeg har ikke yderligere kommentarer til sagen, skriver Tina Nedergaard i en mail til Fagbladet 3F.
Tina Nedergaard har oplyst til 3F, at samarbejdet mellem hendes selskab og Gartneriet Hedegården ophører 19. august 2018. Direktøren mener derfor ikke, at JNGruppen og 3F har noget ”mellemværende”.
Fagbladet 3F