Et symbol på den større rolle, nye virksomheder og ny teknologi skal spille for Danmark i fremtiden.
Sådan vurderer Niels Lunde, der er erhvervskommentator og medlem af chefredaktionen på Børsen, valget af Tommy Ahlers som ny minister. Han afløser onsdag Søren Pind som uddannelses- og forskningsminister for Venstre.
- Der er et tydeligt signal i, at der kommer en iværksætter ind i regeringen, og endda det vi kalder en tech-iværksætter, siger Niels Lunde.
- I gamle dage ville man have kigget i det mere traditionelle erhvervsliv efter en minister, men Tommy Ahlers har en profil, som illustrerer en ny tid. I erhvervslivet begynder de her mennesker at fylde mere og mere, og det er det her en anerkendelse af, uddyber chefredaktøren.
Tommy Ahlers er blandt andet kendt for at være med i panelet i iværksætterprogrammet "Løvens Hule" på DR1.
Den nyudnævnte minister er hentet udefra og ikke medlem af Folketinget. Han er dog medlem af regeringens Disruptionråd og sad i spidsen for et iværksætterpanel, der kom med anbefalinger til Erhvervsministeriet i 2017.
Tommy Ahlers er oprindeligt uddannet jurist fra Københavns Universitet i 2000. Han indrømmer, at hans erfaring med politik er begrænset.
/ritzau/