Jeg var så glad for min mobiltelefon. Nu ligger den bare på mit bord, helt livløs. Man kan diskutere, om man som journalist må bruge denne klumme på at brokke sig over nogen, så lad mig blot sige, at mobiltelefonen er fra et stort mobilselskab, som for eksempel Nokia.
Først faldt den plastik-dims af, som dækker antennen. Okay. Så var der noget af belægningen, som rev sig løs, så jeg ikke længere kunne klappe telefonen sammen på den der Jeg-er-en-vigtig-person måde. Ikke cool, men okay. Så ville tasterne ikke længere trykke mellemrum, 9 eller 7. Derfra gik det bare ned ad bakke.
Nu har jeg lige fået den tilbage i posten fra for eksempel Nokia, der ikke vil reparere mobiltelefonen, fordi der er TYDELIGE spor af noget, der hedder væskeskader, som betyder, at jeg enten har gået i bad med telefonen eller lagt den i et glas vand eller lider af svedige hænder. Jens fra for eksempel Nokia sagde i telefonen (avisens telefon), at eftersom den ikke havde været udsat for væskeskade, da jeg købte den, måtte jeg have gjort noget ved den, som for eksempel at tale i telefon i regnvejr, hvilket telefonen ifølge for eksempel Nokia SLET ikke kan tåle, og det står der i øvrigt i brugsanvisningen.
Det værste er, at jeg ikke engang kan tænde telefonen, efter at jeg har fået den tilbage med posten. Slet ikke okay. Det kunne jeg i det mindste før. Men Jens sagde, at det også måtte være min skyld, igen på grund af de TYDELIGE spor af væskeskader, som er markeret med BLÅ PILE på det farvebillede af min mobiltelefons indre organer, og væskeskader breder sig langsomt, og for eksempel Nokia kan ikke tage ansvar for det.
Jeg foreslog ham, at de måske hellere skulle lave fastnettelefoner, dem kan man kun tale i indenfor. Det var for eksempel Nokia vist ligeglad med.