”Norwegian er noget discount-lort, som måske er godt (fordi det er billigt), når alt virker, og der ikke er skyggen af problemer. Men går det mindste galt, så opdager man, hvad det er, man betaler for andre steder.”
Så kontant lyder det fra TV2’s korrespondent Steffen Jensen i en opdatering på Facebook.
Den kendte tv-vært beskriver en episode fra sidste år, hvor hans børn skulle flyve med Norwegian fra København til Israel, men hvor passagererne endte med at få oplyst via en af tavlerne i lufthavnen, at flyet var aflyst. Selv var Norwegian-medarbejderne som sunket i jorden, og det samme var al hjælp og information fra selskabet, skriver han.
”På intet tidspunkt af forløbet lykkedes det os eller vore børn at få kontakt til én eneste fra Norwegian, og det selvom de havde en hel flyladning strandede passagerer, der ikke anede, hvad de skulle gøre,” lyder det i opdateringen, der kommer i forlængelse af konflikten mellem Norwegian og selskabets piloter, der i øjeblikket strejker.
Alting har en pris
En af knasterne i konflikten er piloternes frygt for, at det datterselskab, de er ansat i, afvikles, og at de herefter får tilbudt dårligere aftaler i et nyt.
I sin opdatering på det sociale medie holder Steffen Jensen sig da heller ikke tilbage med kritikken af selskabet, ligesom han også påpeger vores egen skyld i konflikten.
”Det er på grund af discountselskaber som Norwegian, Ryanair og andre, at priserne på de ordentlige selskaber må presses så meget i bund, at service, arbejdsforhold for de ansatte og alt muligt andet også bliver discount og uanstændig. Et eller andet sted nede i årsagsrækken kan vi takke os selv for de stadig dårligere varer og services, vi tilbydes på rejsemarkedet,” skriver han og tilføjer længere nede:
”Hvis vi vil have ordentlige kvalitetsvarer og behandles anstændigt som kunder, må vi også lære, at ting har en pris”.