For anden gang lader en af dansk erhvervslivs store ikoner sig pensionere.
Grundfos-chefen Niels Due Jensen meddelte nemlig onsdag, at han torsdag, på sin 75 års fødselsdag, træder tilbage som formand for Poul Due Jensens Fonds bestyrelse for at nyde sit otium.
Niels Due Jensen trådte første gang tilbage, da han i 2002 gik af som koncernchef i Grundfos. Men denne gang er det alvor.
- Jeg har en kone, jeg har været gift med i 52 år, og tro det eller ej, så har vi det stadig godt med hinanden. Og vi er enige om, at det skal vi fortsætte med at have noget ud af, siger Niels Due Jensen i et interview med Børsen.
Fik ikke lov til dø
I slutningen af 2016 troede Niels Due Jensen, at han skulle dø. Han var indlagt med en infektion, der medførte at begge hans nyrer svigtede.
- Jeg lå på intensiv i en måned og havde mest lyst til at dø i stedet for at komme videre. Men det fik jeg ikke lov til, siger Niels Due Jensen.
Niels Due Jensen, der har to børn og fem børnebørn, er godkendt til en nyretransplantation og står på venteliste.
- Hvis det lykkes mig at få en nyretransplantation, så vil jeg virkelig til at leve livet. Det bliver uden at beskæftige mig noget særligt med Grundfos. Det har jeg gjort tilstrækkeligt. Så jeg skal rejse mere med min hustru og lave flere ting med familien, siger Niels Due Jensen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
God aflevering
Niels Due Jensen overtog Grundfos, da hans far, Poul Due Jensen, døde i 1977, og ifølge Børsen er Niels Due Jensen manden, som har gjort Grundfos kendt i store dele af verden.
- Jeg føler, at jeg afleverer noget i god ro og orden og i god stand, og så må jeg bede til Vorherre om, at det må gå videre på en god måde, siger han til Børsen.