Kvickly fortsætter kursen mod mere convenience for kunderne. Men det bliver ikke med en udvidelse med spisesteder - foreløbig.
Det fortæller kædedirektør Allan Kristoffersen i et interview med Fødevarewatch.
- Der er helt klart nogle lag før det. Næste lag er, at kunderne ved, hvad de kan gå ned og købe hos os og tage hjem og varme, eller vi har varmet det for dem, siger han.
Det var ellers varslet, at der var spisesteder på vej i Kvicklys 76 varehuse rundt om i landet.
Ifølge Allan Kristoffersen er Kvickly i et vadested mellem den gamle verden og en ny verden, hvor bekvemmelighed for kunderne har overtaget fokus fra de fødevarer, kunderne selv skal hjem og tilberede fra bunden.
At Kvickly kan være på rette vej indikerer sidste uges udmelding om, at kæden er på vej mod et yderst sjældent overskud.
Kvickly blev etableret i 1961 og kun i 2015 har kæden præsteret et overskud.