Regeringspartneren Venstre og det parlamentariske grundlag Dansk Folkeparti er lune ved tanken om et optjeningsprincip for velfærd. Så EU-borgere, der bor kort tid i Danmark ikke kan tage velfærdsydelser med til hjemlandet.
Hos De Konservative er man mere lunken ved tanken. Regeringspartiet frygter, at hovsa-løsninger kan skabe flere problemer end de løser.
Flere toneangivende erhvervsorganisationer har været ude med meldinger om, at et optjeningsprincip kan skræmme arbejdskraft væk fra Danmark, og det er også den frygt, De Konservative deler.
"Vi skal sikre, at vi ikke skaber flere nye problemer, end vi løser. Det er vigtigt, at vi sikrer, at en løsning ikke kommer til at koste udenlandsk arbejdskraft, så de frygter at komme til Danmark," siger De Konservatives politiske ordfører, Carina Christensen til Newspaq.
Regeringspartiets lunkne holdning til ideen skal dog ikke forveksles med, at man helt afviser et optjeningsprincip.
"Det er rigtigt, at vi ser på, hvilke muligheder, der er for at indføre optjeningsprincipper i Danmark. Vi har det jo allerede med børnechecken. Det er også noget, man har i mange andre lande. Men det er vigtigt, at vi tænker os godt om," lyder det fra den politiske ordfører.
Flere eksperter har været ude at sige, at et stop for velfærdsydelser til ikke-danske EU-borgere drejer sig om pebernødder. Carina Christensen erkender da også, at det ikke kun er kolde kontanter til statskassen, som tæller, men, at det også handler om en principiel beslutning.
"Det er for tidligt at sige, hvor mange penge, der er i det. Det er også en principiel debat om, hvordan vores velfærdssystem skal indrettes fremover," lyder det fra De Konservative.
En måling Gallup har lavet for Berlingske viser, at seks ud af ti danskere går ind for et optjeningsprincip.