Dansk Folkepartis bud på endnu en stramning af reglerne for familiesammenføring kan være i strid med de internationale regler, Danmark er forpligtet til at overholde.
Det vurderer Jonas Christoffersen, direktør i Institut for Menneskerettigheder.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har onsdag på partiets sommergruppemøde luftet et ønske om at ændre reglerne for familiesammenføring.
Han vil afskaffe muligheden for, at asylansøgere, der ikke er individuelt forfulgt, kan søge om familiesammenføring, når de har været i Danmark i tre år.
Thulesen Dahl vil i stedet have, at de skal have familiesammenføring i deres hjemland.
Men det er ikke muligt at gøre, mener Jonas Christoffersen.
- Retten til familieliv gælder alle flygtninge. Jeg tror ikke, at nogen forestiller sig, at man helt kan ophæve retten til familiesammenføring for flygtninge, siger han.
Direktøren er overbevist om, at Justitsministeriet er af samme opfattelse.
- Jeg tror, at da man satte grænsen til tre år, var det ud fra den overbevisning, at den juridiske elastik derefter ville springe. Ellers havde man nok trukket den længere, siger han.
Grænsen for, hvornår man kan søge familiesammenføring, blev i 2015 ændret fra et til tre år.
Nu hvor de tre år næsten er gået, vil Dansk Folkeparti helt ophæve muligheden for familiesammenføring for asylansøgere, der ikke er individuelt forfulgt.
Men alle flygtninge har ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ret til hurtig familiesammenføring. Tre år kan ikke betegnes som hurtigt, mener Institut for Menneskerettigheder, der synes, at man i Danmark allerede er gået for langt.
Alligevel udelukker Jonas Christoffersen ikke, at der inden for lovens rammer kan ske andre stramninger på området.
- Få andre europæiske lande har regler på to og tre år. Hvis Danmark sætter den op til fire år, går vi enegang. Om man kan komme igennem med det, ved jeg ikke, siger han.
Det skyldes, at der ikke er fastsat en tidsmæssig grænse i loven. Desuden har ingen europæiske landes øverste domstole eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgørelser, der kan diktere en.
Det er derfor ifølge Jonas Christoffersen ikke til at sige, hvor grænsen går. Men der skal være en grænse.
/ritzau/