BALLET-SAGEN
Henri Nathansens gamle teaterstykke, ’Indenfor murene’, om det lukkede liv i en jødisk familie har i generationer været et af Det Kongelige Teaters slagnumre. Måske har tankerne og filosofien sat sig i mørtlen i den gamle teaterbygning.

For siden Nyhedsavisen begyndte på en artikelserie om anoreksi, pillemisbrug og skræmmende arbejdsmæssige tilstande på Det Kongelige Teater og uskønne pædagogiske tilstande og benhårde dage på teatrets Balletskole, har ledelsen nægtet at diskutere sagen og de afslørede forhold med omverdenen.

»Ingen kommentarer« og interne mundkurve har været svaret på den kritik, Nyhedsavisen har rejst. Kritikken er blevet til på baggrund af samtaler med tidligere og nuværende dansere og med forældre til balletbørn, og den har afsløret, at såvel fysiske som psykiske skader er en del af balletbørns hverdag også i 2007.

Danmark har et fornemt balletkompagni i verdensklasse, og naturligvis kræver det hård træning at nå dertil, men det behøver langt fra betyde, at Det Kongelige Teaters ledelse lukker øjnene for de betingelser, danske balletbørn paces frem til eliten med.

»Børnene vil jo selv« plejer forklaringen at lyde, når talentfulde børn, overambitiøse forældre og skruppelløse idrætsledere med jernhånd driver små talenter frem mod stjernerne, men at tilsvarende metoder er hverdag på en af skatteborgerne finansieret statslig elevskole turde være et offentligt anliggende og ikke muligt at skjule bag en teaterledelses arrogante »ingen kommentarer«.

Det betyder på jævnt dansk, at teaterledelsen ikke synes, at offentligheden skal blande sig i livet på teatret. Det er ikke nogen ny holdning i lukkede miljøer, at man mener, at vi andre, der står uden for murene, ikke kan tillade os at have en mening om metoderne. Teaterledelsen synes åbenbart, at vi alene skal være henvist til at betale gildet og så ellers klappe lydigt til forestillingerne.

Det er normalt et yndigt syn, når de små balletbørn svæver rundt til ’Et Folkesagn’, men behøver det at betyde seks dages arbejdsuger og ingen fritid for børn i voksealderen? Er det rimeligt, at de aften efter aften er på arbejde langt efter normal sengetid, og er det acceptabelt, at trivslen er dårlig, og at forbruget af lykkepiller og gigtmidler blandt teenagebørn er højt?

Disse forhold ville vi gerne spørge til hos teatrets ledelse, men som det er fremgået den seneste uge, vil ingen inden for murene svare. Spørgsmålet er, om de bevilgende myndigheder eller de danskere, der både kan lide ballet og holder af børn, i det lange løb vil acceptere det.

Det Kongelige Teaters ledelse er blevet tilbudt at skrive en Kontra, men har takket nej.