Mit navn er Jesper Guldbrandsen, jeg arbejder til daglig som togfører hos de danske statsbaner. Det som får mig til tasterne er uretfærdighed overfor lønmodtageren. Igennem de sidste par år er mit hjerte også begyndt at banke for vores fælles kollektive trafik, som i stigende grad bliver privatiseret med store konsekvenser for brugerne.
Det sidste år har tæret hårdt på kræfterne. For et år siden fik vi først oplyst, at S-tog samt Struer- og Svendborgbanen skulle privatiseres. Få dage senere fik vi beskeden om, at vi skulle overgå til en privat overenskomst hos Dansk industri.
Her et år senere er overenskomsten stadig ikke på plads. Det skyldes, at parterne ikke har kunnet nå til enighed.
I midten står alle de loyale medarbejdere, som trofast har passet deres arbejde i årevis. I det år, som er gået, har gætterier og rygter fået frit spil. Så længe der forhandles, må parterne ikke fortælle noget.
I DSB har vi en korpsånd, som jeg aldrig har oplevet andre steder. Det er en fantastisk arbejdsplads, og vi passer på hinanden. Man får ikke lov at gemme sig, hvis man har haft en ubehagelig oplevelse i toget.
Denne korpsånd er stærkere end nogensinde, men for de enkelte medarbejdere begynder hverdagen at slå små revner.
“Jeg vil godt sige undskyld…..”
Sådan starter Troels et opslag i en lukket Facebookgruppe for togførerne i DSB.
Troels har få dage inden, hidset sig voldsomt op i en anden tråd på samme side.
Troels har i mange år arbejdet som skolelærer. Hele denne proces virker skræmmende bekendt for ham. Derfor giver jeg her ordet til ham:
“Jeg er ramt. Ramt af mistillid, fordi jeg før er blevet løbet over ende. For 6 års siden da man implementerede skolereformen. Også dengang kom alle informationer bagfra, frem for fra ens eget bagland og man kunne intet stille op. Jeg så, hvordan mine kolleger var bange og truet på vores levebrød.
Ramt, fordi der er så mange følelser, der genkaldes i hele denne proces.
...
Ramt, fordi min familie er ramt. Mine børn, der spørger, hvornår jeg har fri sammen med dem. En kone, der endnu engang må tage stilling til ting, og sluge kameler i forhold til hvordan jeg fremadrettet skal arbejde.
De ikke eksisterende hviledage (fridage), de mange timer DSB lægger beslag på min fritid, med tidslommerne og at jeg fremadrettet måske skal arbejde ud fra et andet fridagsmønster end det, jeg har gjort indtil videre, og som vi ikke mindst har beregnet sommerferie efter....
Ramt, fordi jeg endnu engang oplever, at ledere højere oppe ikke har en snus forstand på det VI leverer. Og slet ikke anerkendes eller krediteres for.
Har jeg for meget retfærdighedssans?
Ingen tvivl om det, men det er også derfor, jeg bestrider et job, hvor jeg har med mennesker at gøre. Fordi jeg kan se igennem de fleste, se og høre, hvad de siger og kan mærke, om det nu er hele historien, sand som usand.
Jeg elsker mit job! Og jeg har så enorm stor respekt for JER og vil ikke være den, der skaber negativ stemning.
Undskyld.”
Når støvet har lagt sig, så venter der DSB og alle de ansatte en stor opgave. Vi skal genskabe tilliden til hinanden. Det håber jeg inderligt, at DSB har en plan for.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.