Red Jorden.
Skal man koge klimatopmødet på Bali i Indonesien ned til en lille seddel med to ord på, må det være disse.
Eller hvis vi har fem: Vi skal selv redde Jorden.
Når hundredvis af miljøministre og deres hjælpere i disse dage tjekker ind på hoteller rundt omkring på Bali til FN s 13. klimakonference, må de føle sig lidt som moderne superhelte. Sjældent har målet med mødet været mere ædelt, end det FN nu har formuleret. Og sjældent har der været så meget på spil:
Verden skal have skabt en plan for, hvordan vi kan begrænse den globale opvarmning, så temperaturen ikke hele tiden bliver ved med at kravle opad. Så verdenshavene ikke stiger, og så Nordpolen ikke smelter. Så isbjørnen ikke sveder, orkanerne ikke går amok, og ørkenerne ikke breder sig.
Verdens lande skal blive enige om at skære ned på udledningen af drivhusgassen CO2, for det er den, der er skyld i vores misere. Og vi skal finde et mål for, hvor meget vi skal skære - og hvor hurtigt det skal ske.
Men hvorfor er det så svært at give hinanden hånd på? Er det ikke bare at sætte sig ned og konstatere, at vi vel alle gerne vil have, at vores børnebørn skal kunne indånde frisk og ren luft? Er det ikke bare at kigge på den seneste statistik fra WHO, der fastslår, at 150.000 mennesker allerede nu må lade livet hvert år som direkte konsekvens af klimaforandringerne?
Skrald i køkkenet
Lad os tage en quiz: Hvordan er det i dit køkken - sørger et medlem af familien altid for at gå ned med skraldet, når posen er fuld? Eller sker det, at alle i familien kigger den anden vej og håber på, at en anden vil forhindre skraldebunkerne i at hobe sig op?
Hvis du svarer ja til det sidste, minder dit køkken om vores jordklode: en dynge af voksende skraldeposer og ikke rigtig nogen, der har lyst til at bære dem ned. Det er for at gøre noget ved alt det skrald, at verdens klimafolk er i sving på Bali.
Man er enige så langt, at noget skal gøres ¿ ellers sker der noget slemt, som FN s klimarapporter slog fast tidligere på året. Men man kan ikke blive enige om, hvem det er, der skal gøre noget.
Logik for søskende
Mødet på Bali er det 13. i rækken af klimamøder, og her forsøger man i grove træk at få de store ulande som Kina og Indien med på vognen. Man vil gerne have, at de skriver under på at nedbringe deres CO2-udslip, fordi de er blandt de lande, der har flest forurenende kulkraftværker. Og fordi det netop er de lande, som har udsigt til at vokse allermest i den nærmeste fremtid.
Men for at Kina og Indien siger ja til at skære på deres forbrug, kræver det, at de vestlige lande viser vejen.
Og her finder vi det, som diplomater vil kalde den største udfordring, og som andre vil kalde et kæmpemæssigt problem. For Danmark har for eksempel ikke selv meldt ud, hvor meget vi vil reducere vores CO2-udledning efter 2012. Tyskland står som en af de få frem med konkrete tal.
Når Vesten ikke gør det, hvorfor skulle Kina, Indien og Brasilien så gøre det? Man kan med rette spørge, hvorfor et mindre udviklet land med færre penge på kontoen skulle indvilge i at skære i sit forbrug, når de store rige og velfungerende i-lande ikke gør det. Det siger sig selv, og det vil enhver søskende kunne nikke genkendende til. Hvis ikke du gør det, kære storebror, hvorfor skulle jeg så?
USA er knasten
Sådan står det før mødet. En af løsningerne kan være at ændre på den måde, som CO2-restriktionerne er skruet sammen på. Lige nu kræver Kyoto-aftalen fra topmødet i 1998, at underskriverne alle reducerer udslippet med 5,2 procent. Men hvis man i stedet lader procentsatsen være afhængig af landets indbyggertal, vil flere ulande kunne lokkes til at skrive under på papiret, vurderer eksperter.
Den mest kontroversielle spiller på det område skal dog findes på den anden side af Atlanten. USA er nemlig det eneste i-land, der ikke har skrevet under på Kyoto-aftalen om at forsøge at nedbringe CO2-udslippet. Igen og igen har argumentet fra Bush-lejren lydt, at det ville være alt for dyrt, og at det ville sætte USA lysår tilbage med økonomien.
Det behøver dog ikke være så dyrt, påstår nogle. En undersøgelse fra det anerkendte Harvard University i Boston har netop slået fast, at det vil koste USA mikroskopiske summer i forhold til hele landets budget - faktisk vil den økonomiske konsekvens i 2025 være, at amerikanerne blot skal vente til 18. januar med at være lige så rige, som de ellers ville være 1. januar.
Gravemaskiner tager fat
Men der er også andet end CO2-grænser på spil på Bali. Hvis klimapolitikerne går ned på en af de fine hvide strande på den indonesiske tropeø, vil de måske kunne skimte røgen fra et andet brandvarmt emne: skovhugst. Netop Indonesien er et af de lande, der lige nu går hårdest til skovene, og i visse ulande er CO2-udledningen fra afbrændte skove større end fra kulkraftværkerne.
Det er faktisk en af grundene til, at vi lige nu også kan høre den globale opvarmning, hvis vi skulle være så heldige at få lov til at spadsere en tur i en regnskov. Ifølge forskere fra Woods Hole Research Center er den mest udbredte lyd ikke længere sssssssss, som kommer fra vandet, der fordamper fra de mange træer. Det er i stedet kronsj.
Den umiskendelige lyd af træer, der falder sammen. Eller af gravemaskiner, der tager fat.
Artiklen bygger på interviews med miljøeksperter, grønne organisationer og danske politikere.
Derfor er CO2 farligt
CO2 er en luftart, der også kendes som kuldioxid eller kultveilte, som dannes ved afbrænding af for eksempel kul. CO2 er farligt, fordi det ligger som en dyne omkring jordkloden og lader strålingen fra solen slippe ind, men ikke ud - lidt ligesom i et drivhus.
Var der markant mindre CO2, ville der formentlig blive istid på jorden.
Verdens CO2-udledning
Så meget CO2 udleder vi om året i ton per indbygger
USA 24
Rusland 15
Danmark 13
Tyskland 12
Japan 11
Kina 5
Indien 2
Verdens samlede udledning er steget med 3,3 procent mellem 2000 og 2006.
Kilde: Verdensnaturfonden