Charlotte Olssons mor har fremskreden demens, og hun kan derfor ikke selv sige hej og fortælle hvem hun er. Det gør hende ensom på plejehjemmet. Samtidig er det svært for personalet, især de mange vikarer og nyansatte, at give Charlottes mor den rigtige omsorg. De ved ikke, hvem hun er og kender ikke de små behov, hvis opfyldelse gør en stor forskel. For Charlottes mor er det eksemepelvis rugbrødsmadder kl 21.
- Jeg er musikterapeut og grafisk designer, og udviklede en plakat, der hjælper min mor, ved at give et hurtigt overblik over hendes liv og behov i dag. Med den på væggen, kan alle i et enkelt øjekast få indtryk af hvem hun er, og hvad hun har brug for, ligesom man kan finde en ide til en snak med min mor om noget, der giver mening for hende, fortæller Charlotte.
Enkelt og nyskabende
Årligt rammes ca 8.000 danskere af demens og det anslås at ca 96.000 danskere pt har sygdommen. Der sidder altså mange demensramte som Charlotte Olssons mor på plejehjem og i egne boliger, uden mulighed for at have den samtale, der kan give dem bedre omsorg.
- Mange, der arbejder professionelt med demensramte, opfordrer pårørende til at lave en plakat eller en bog, da dette er enkle og lavpraktiske kommunikationsredskaber for dem, der er omkring den demensramte. For de fleste pårørende er det en stor og uvant opgave og kun ganske få får derfor lavet bog eller plakat, konstaterer Charlotte.
- Det nyskabende ved HEJ-plakat konceptet er, at processen med at lave en personlig plakat er standardiseret og enkel: Det ligger fast, hvilken informationer og hvor meget tekst der skal stå. Man går bare til
www.hej-plakat.dk vælger et flot design og udfylder en formular. Senere modtager man en færdig plakat med posten.
Eksempel på, hvordan en plakat kan se ud.