"Den største taber ved dette valg er selve valget."
Det siger kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, om gårsdagens kommunal- og regionsvalg.
Normalt plejer omkring 70 procent af de stemmeberettigede at møde op for at sætte deres krydser, men i går lagde kun 65,8 procent vejen forbi stemmeurnerne.
"Vi har fået den laveste stemmedeltagelse siden 1974, og en af hovedårsager er uden tvivl de nye store kommuner, som kommunalreformen har skabt," siger Roger Buch til Newspaq og fortsætter.
"Det betyder, at mange mennesker har lagt til rådhuset, og at politikerne er blevet mere fjerne. Og derfor er der mange borgere, der siger, at det der rådhus der ligger 15-20 kilometer væk, det er egentlig ikke noget, der vedrører mig, og derfor behøver jeg ikke at stemme," siger han.
Roger Buch mener også, at valgkampen er i nogle perioder er blevet overskygget af landspolitiske tendenser. For eksempel finanslovsforhandlingerne der blev et kæmpe drama.
Men det er ikke blot finanslovsforhandlingerne og de nye kommunestørrelser, der får et par ord med på vejen. Roger Buch skyder også på lokalpolitikerne.
"Kommunalpolitikere brokker sig evig og altid over, at landspolitikerne styrer for meget. At de intet har at skulle have sagt. Hvorfor skulle folk så gå hen og stemme? Den klagesang skulle lokalpolitikerne måske lægge fra sig. Det er rigtigt, at Folketinget styrer meget, men kommunerne har altså et stort råderum for deres politik og beslutninger," siger han til Berlingske Tidende.
De mange sofavælgere kommer ifølge Roger Buch til at gå hårdest ud over kommunalreformens fader, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):
"Vi må klart sige, at det er et meget skidt valg for Lars Løkke Rasmussen. De har fået få borgmesterposter, er gået lidt tilbage og samtidig er Lars Løkkes prestigeprojekt på mange fronter præget af utilfredshed."