Den konkursramte historiske kro, Kværs Kro bliver sat på tvangsauktion.
Det gør den, fordi der ikke er fundet en løsning med kreditorerne. Det siger medindehaver Johannes Andresen til Gråsten Avis.
- Det er den eneste mulighed, der er, da der ikke kan opnås enighed om, at jeg overtager Kværs Kro på de konditioner, jeg havde forestillet mig og lagt op til.
Johannes Andresens partner bekræfter tvangsauktionen, som vil finde sted den 6. juni.
Kværs Kro blev sat til salg i november efter at være erklæret konkurs i juni 2023.
Ingen har vist interesse for, at overtage kroen, som har en historie der går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet.
Kroen brændte i 1800-tallet, blev genopbygget og er siden løbende blevet istandsat - senest i 2000. Kroen har gennem årene været flittigt benyttet til fester og middage både i og ud af huset.