En håndfuld ministre er stoppet eller genopstiller ikke ved næste valg, og dermed får regeringen svært ved at sælge sig som en regering, der tror på genvalg.
Det siger politisk kommentator Hans Engell om undervisningsminister Merete Riisagers (LA) afgang ved næste valg.
- Det virker som om, at en del af ministrene tænker på, at de nok skal finde et ærligt arbejde efter politik.
- Det ligner i høj grad en regering, hvor de er begyndt at kigge sig om efter redningsbådene, siger han.
Merete Riisager genopstiller ikke ved valget, men fortsætter med at være undervisningsminister, indtil der senest i juni næste år har været holdt folketingsvalg.
Undervisningsministeren begrunder sit snarlige stop i politik med en lyst til at komme uden for Christiansborgs tykke mure igen.
Men Hans Engell spekulerer i andre grunde.
- Der har været en forskel imellem den Riisager, man så i medierne, og den Riisager, der har skullet levere samarbejde internt i regeringen.
- Om det har haft konsekvenser for hendes overvejelser, skal jeg ikke kunne sige.
- Jeg ved fra helt centrale kilder, at Lars Løkke flere gange har ytret betydelig utilfredshed med det, hun har leveret. Men dermed ikke sagt, at han har sagt, at hun skulle gå, siger Hans Engell.
Tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har forladt politik.
Kulturminister Mette Bock (LA) vil opstille til EU-Parlamentsvalget, mens Merete Riisagers fremtid endnu ikke er afklaret.
Ifølge Hans Engell tyder meget på, at også ældreminister Thyra Frank (LA) vil forlade politik i forbindelse med valget.
- Vi har haft en regering, som har haft en ministerflugt, som jeg ikke kan mindes på noget tidspunkt tidligere.
- Der har været et blodtab af et omfang, vi ikke har set før. Det skyldes personlige og politiske sammenhænge, siger han.
/ritzau/