Flere kommuner stiller krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold for ansatte i firmaer, der bygger eller gør rent for det offentlige.
Nu har de fynske kommuner vedtaget fælles retningslinjer for såkaldte arbejdsklausuler.
Ti borgmestre gav tirsdag håndslag på, at Fyn fremover skal være lukket land for offentligt finansieret løndumping.
"Arbejdet skal foregå på ordentlige vilkår. Nu er reglerne ens for alle, der byder ind på opgaver på det fynske land. Og på den måde minimerer vi bureaukratiet og undgår, at virksomheder kommer galt afsted," siger Odenses borgmester Anker Boye (S).
Presser lønnen i bund
Brugen af billig, ofte udenlandsk arbejdskraft opfattes som et problem, fordi lave lønninger presser for eksempel danske håndværkere ned i løn eller i værste fald ud i arbejdsløshed.
Arbejdsklausuler er et værn mod løndumping, og har i de seneste år vejet tungt på den politiske dagsorden - senest ved efterårets kommunalvalg.
Odense var blandt de første danske kommuner til at indføre arbejdsklausuler og kædeansvar, som gør det muligt at holde hovedentreprenører ansvarlige for lønfusk blandt underentreprenører.
De fynske kommuner er nu blevet enige om, at løn- og arbejdsforhold skal følge betingelserne i den kollektive overenskomst, som gælder for den pågældende sektor.
Se udkastet til aftalen her
Ifølge arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen fra Københavns Universitet er det en udfordring for erhvervslivet, hvis kommunernes arbejdsklausuler stritter i alle retninger.
"Der er ret forskellig praksis rundt omkring, så det er et fornuftigt skridt, at man forsøger at ensliggøre den måde, kommunerne fortolker og håndhæver arbejdsklausuler på," siger han.
Fyn er fin - og forud for sin tid
De fynske kommuner går et skridt videre og indfører også en form for kædeansvar.
Aftalen vækker stor begejstring hos fagforbundet 3F.
"Det kan jeg kun klappe i hænderne over og være super tilfreds med, for det er jo det, vi har kæmpet for. Og når alle kommunerne gør det fælles, må vi jo sige, at vi bare igen er et hestehår foran på Fyn," siger Søren Folkersen, som er formand for Bygningsarbejdernes Fagforening i Odense.
Allerede i dag har Odense og Middelfart kontrolenheder, som tjekker, at arbejdsklausuler overholdes.
Søren Folkersen har derfor tiltro til, at aftalen er mere end bare papir.
Regeringen har sammen med SF og Enhedslisten netop vedtaget et cirkulære, som skal gøre det nemmere at anvende arbejdsklausuler.
Men ifølge Anker Boye kom de fynske kommuner først.
"Det passer som fod i hose, men det her initiativ er taget forud for Beskæftigelsesministeriets nye cirkulære," siger Odense-borgmesteren.
Arbejdsklausuler betyder, at der stilles krav om ordentlige løn- og arbejdsvilkår i de kontrakter, der indgås med private virksomheder, der for eksempel skal bygge eller gøre rent for kommunen.
Kædeansvar betyder, at en hovedentreprenør også kan holdes ansvarlig, hvis klausulerne ikke overholdes blandt underentreprenører.