Angriberen Kenan Kodro fandt sig aldrig til rette i FC København, og nu er han fortid i klubben allerede efter en halv sæson.
Således oplyser FCK på sin hjemmeside, at Kenan Kodro er blevet solgt til den spanske klub Athletic Club fra Bilbao.
- Det er ikke altid, at tingene lykkes så hurtigt, som vi vil have dem til, og derfor er det en god løsning for begge parter, at Kenan vender tilbage til Spanien og en stor klub der, siger FCK-manager Ståle Solbakken.
I sommer betalte FCK angiveligt godt ti millioner for bosnieren, der blot fik 297 minutters spilletid i Superligaen. Her kvitterede han med et mål.
- Han har været professionel og arbejdsom i sin tid her, men konkurrencesituationen i angrebet med Dame N'Doye, Jonas Wind, Pieros Sotiriou og Viktor Fischer gør, at han ikke har fået så meget spilletid, som han gerne vil, siger Solbakken.
Kodro glæder sig til en ny start efter det mislykkede ophold i Danmark.
- Både FCK og jeg havde håbet, at det var gået op i en højere enhed, men vi har hele tiden været ærlige og afklarede over for hinanden omkring situationen, og nu har vi fundet en løsning, som alle parter er tilfredse med, siger Kodro.
/ritzau/