Den offentlige sektor er under pres. Medarbejdere bliver nedslidte og går ned med stress, og især de yngre generationer kan se frem til et langt arbejdsliv, hvor mange lavtuddannede vil dø, før de når pensionsalderen. Det går den helt forkerte vej.
Sådan lyder det fra den københavnske fagbevægelse i et samlet opråb. Deres løsning er klar: En 30-timers arbejdsuge for ansatte i København Kommune.
- Sygefraværet er i top, og arbejdsmiljøet er i bund i den offentlige sektor. Hvis vi skal have vendt den udvikling, bliver vi nødt til at gøre noget helt andet. Man er nødt til at stoppe brutaliseringen af det danske arbejdsmarked, og vi er trætte af lappeløsninger, siger næstformand i Landsforeningen for socialpædagoger, Jan Hoby.
De otte københavnske fagforeninger opfordrer op til kommunalvalget politikerne i Københavns Kommune til at iværksætte et forsøg med 30 timers arbejdsuge med fuld personale- og lønkompensation.
Arbejdet skal fordeles
Målet er, at arbejdet skal blive fordelt blandt flere mennesker. Når fem personer arbejder 30 timer om ugen, vil det åbne op for en ny 30-timers stilling, som kan blive besat af tidligere deltidsmedarbejdere, vikarer eller andre, der er ansatte i få timers job.
Jan Hoby peger også på, at personalekompensationen kan ske i form af borgere på offentlig forsørgelse, for hvem der åbner sig en masse nye stillinger op. Derudover nævner han de 6.000 lærere, der har forladt folkeskolen siden 2009 på grund af skolereformen og manglede arbejdstids-aftaler.
Påstanden er, at en 30-timers arbejdsuge vil give en så stor reduktion i sygefraværet, at investeringen vil tjene sig hjem trefoldigt – både målt på sygefravær, højere kvalitet og mindre nedslidning.
- Det er en win-win situation hele vejen. Vi vil forsøge at skabe et pres nedefra, og målet er, at det bliver et overenskomstkrav i 2019. Der findes timebanker, og jeg ved ikke hvad, men i stedet for bureaukratiske forslag, så lad os tage et hug og sige, at nu er grænsen nået, for hvor mange ansatte, der skal blive nedslidte, siger Jan Hoby.
En politisk prioritering
Men hvor skal pengene komme fra? Det er et spørgsmål, som Jan Hoby er træt af at høre på. For svaret giver sig selv:
- Politikerne kan godt bruge 12,9 mia. på forsvaret og nye kampfly, og de sidste 15 år har vi brugt milliarder og milliarder på skattelettelser. Det har de åbenbart råd til, men de kan ikke sikre almindelige lønmodtagere et værdigt liv. Det er jo en politisk prioritering, siger Jan Hoby.
Med fagforeningernes forslag om 30-timers arbejdsuge, skæver de især til svenske Göteborg, hvor et lignende forsøg allerede er i gang. En gruppe ansatte i den kommunale ældrepleje arbejder 30 timer om ugen til fuld løn.
I Danmark var det særligt Alternativet og Enhedslisten, der fik idéen om en 30-timers arbejdsdag på dagsordenen. Men ifølge Jan Hoby burde det have været en kamp for fagbevægelsen.
- Nu har Alternativet åbnet ballet, men det burde have været en kamp, som fagforeningerne rejste. Så nu vil vi prøve at skabe et pres nedefra, så vi meget hurtigt kan få bevis for, at det tjener sig ind på alle parametre, siger Jan Hoby.
Forslaget er rejst af LFS, FOA SOSU, FOA/KLS, FOA 1, Dansk Socialrådgiverforening Region Øst, BUPL Hovedstaden, Københavns Lærerforening og HK Kommunal Hovedstaden.
1900: Arbejdstiden er 60 timer ifølge overenskomsterne i jernindustrien.
1915: Arbejdstiden er 56 timer, otte timer syv dage om ugen.
1919: Arbejdstiden er 50,5 timer, 8,5 timer fem dage om ugen og otte timer en dag om ugen.
1920: 48 timer, otte timer seks dage om ugen.
1958: For første gang i 38 år slås der endelig hul på arbejdsugen på 48 timer. Med en treårig overenskomstperiode nedsættes arbejdstiden med en time per år. I 1958 nedsættes arbejdstiden til 47 timer.
1959: Arbejdstiden nedsættes til 46 timer.
1960: Arbejdstiden nedsættes til 45 timer.
1966: Ny aftale om arbejdstid bliver indgået i 1965, og dermed blev arbejdsugen reduceret til 44 timer med virkning fra 1966.
1967: Endnu engang bliver overenskomsterne ændret, således at arbejdsugen blev reduceret til 42,5 timer.
1971: Arbejdsugen reduceres til 41,75 timer.
1976: Forhandlinger i 1975 fører til en reduceret ugentlig arbejdstid på 40 timer med virkning fra 1976.
1985: Schlüter-regeringens politiske indgreb nedsætter arbejdstiden med en time til 39 timer.
1987: Overenskomstforhandlingerne fører til en fireårig aftale for at få plads til en nedsættelse af arbejdstiden med i alt to timer i løbet af perioden.
Arbejdstiden nedsættes med overenskomstperiodens start fra 39 timer til 38,5 timer fra september 1987, til 38 timer i 1988 og fra 1989 til 37,5 timer.
1990: Den sidste del af nedsættelsen gennemføres, hvor den normale arbejdsuge reduceres til 37 timer.
Kilder: Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet.