Værktøjer til at følge med i elprisen er blandt de mest downloade gratis apps på iPhone, og flere af landets største forsyningsselskaber melder nu om en historisk stor interesse for at følge med.
En af dem er Danmarks største energiselskab, Andel Energi. Selskabet mærker en hidtil uset interesse - både i kundecentret og for selskabets app.
- Det er min klare fornemmelse, at det her næsten er blevet en folkesport, siger funktionschef Jack Kristensen.
I august var der flere end ni gange så mange besøgende på den del af Andel Energis hjemmeside, hvor man kan se den aktuelle timepris, som i januar, der ellers normalt er den travleste måned.
Normalt plejer prisen per kilowatttime (kWh) i Danmark at være under tre kroner inklusive afgifter. Men siden 2021 er prisen steget til mere end det dobbelte.
Det startede, da efterspørgslen steg oven på corona, mens der var mindre blæsevejr og vand i Norden. Siden har Ruslands begrænsning af levering af gas føjet spot til skade.
Også hos energiselskabet Norlys mærker man den store interesse hos danskerne. I august var der mere end 20 gange så mange besøgende på deres overvågningsside.
- Energiprisen, og hvordan den udvikler sig, er på en helt anden måde end tidligere kommet i danskernes bevidsthed, siger Mads Brøgger, direktør i Norlys Energi.
En ting er, at danskerne følger med i prisen. Noget andet er, om de så rent faktisk venter med at starte tørretumbleren til et billigere tidspunkt, når først håndklæderne er lagt i.
Det kan ifølge Jack Kristensen fra Andel Energi være svært at se på regningen. For andre ting kan være med til at øge forbruget. For eksempel hvis man har skiftet fra gasfyr til varmepumpe.
- Det bruger el, og så kan det godt være, der spares på el i dagligdagen, men har man fået en varmepumpe, kan det have fordoblet forbruget, forklarer han.
Det er heller ikke alle danskere, for hvem det giver mening at følge så nøje med. For nogle er kWh-prisen bestemt for et kvartal af gangen.
/ritzau/