Storbanker skal opsplittes, så de ikke har hele paletten med bankkonti til lønmodtagere og udlån til virksomheder, realkredit med boliglån til husejere og risikable internationale investeringer. Strategien skal forhindre, at kriseramte storbanker trækker samfundet ned.
Sådan vil Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, forebygge den næste finanskrise efter krisen, som Rangvid-udvalget onsdag afdækker i sin rapport om Danmark.
- Man skal sørge for, at de store banker bliver opdelt. Så ingen bank har så stor en størrelse, at det ryster hele samfundet, hvis den går konkurs, siger Frank Aaen.
- Man skal også stoppe de store indlånsunderskud, hvor man bliver ekstremt afhængig af de internationale kapitalmarkeder. Der er penge nok i Danmark. Vi behøver ikke gøre os afhængige af banker i udlandet.
Frank Aaen placerer ansvaret for den danske misere på VK-regeringens for lempelige finanspolitik, accept af flekslån og afdragsfrie lån samt Danske Banks kostbare investeringer især på det irske og nordirske bankmarked.
- Bankerne og ikke mindst Danske Bank lånte flere hundrede milliarder kroner i udlandet. som de blandt andet brugte til at spekulere i Irland og andre dele af udlandet. Det var med til at gøre det dansk samfund meget sårbar overfor den krise, der kom, siger Frank Aaen.
- Skal flekslån og afdragsfrie lån afskaffes?
- Man skal prøve at få dem afviklet. Man kan ikke bare forbyde dem. Så kommer nogle familier voldsomt i klemme her og nu, siger Frank Aaen.
Nationalbanken havde et medansvar for, at den ikke greb ind overfor bankerne. Men hovedansvaret ligger hos VK-regeringen, mener han.
- Jeg har ikke behov for, at danske banker er konkurrencedygtige på det internationale kapitalmarked, siger Frank Aaen.
/ritzau/