I nat udsatte forligsmand Mette Christensen overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte i op til to uger. Det gjorde hun kun, fordi hun har vurderet, at der er grundlag for at lande en aftale og dermed undgå en konflikt.
Ifølge arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet Bent Greve har hun gjort et godt stykke arbejde, fordi man i går aftes ikke regnede med en udsættelse af konflikten.
- Hun har brugt de instrumenter, hun har, for at lægge pres på forhandlerne og sætte skred i forhandlingerne. Presset i går hjalp åbenbart, for der er tydeligvis sket så meget i løbet af natten, at hun kan gå ud og sige, at hun tror på, at det kan lade sig gøre at finde en løsning, siger Bent Greve til Avisen.dk.
Det var til stor forbløffelse, da Danmark i morges vågnede op til, at Mette Christensen efter mange timers natlige forhandlinger havde udskudt konflikten i op til to uger. Formand for FOA, Dennis Kristensen, brød nemlig sin tavshedspligt i går, da han afslørede i en video til et stormøde for tillidsrepræsentanter i Odense, at forligsmanden ikke havde i sinde at udskyde konflikten.
Strejken er udskudt til senest den 6. maj, mens lockouten senest går i gang den 12. maj.
Konflikten kan godt træde i kraft tidligere
Selvom forligsmanden har formået at få parterne en smule tættere på hinanden, kan konflikten godt gå i gang tidligere. Hvis hun vurderer, at forhandlingerne bryder sammen, kan Mette Christensen sætte konflikten i gang med fem dages varsel.
- Derfor er det stadig en mulighed, at konflikten går i gang tidligere, og hun (forligsmanden red.) kan sagtens beslutte, at strejken og lockouten går i gang samtidig, siger Bent Greve.
Læs Avisen.dk's dækning af OK18