Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i København Jakob Hougaard (S) indfører nu et system, der i den grad forskelsbehandler de ledige i Københavns Kommune.
Dovne ledige må nøjes med billig standard-aktivering, mens de motiverede borgere får tilbudt attraktive jobpakkker, der koster kommunen kassen.
- De ledige, som ikke rigtigt er motiverede for et arbejde og som måske hellere vil sidde derhjemme og spille World of Warcraft dagen lang, får kun et billigt standardtilbud, siger Jakob Hougaard.
Borgmesteren forklarer, at prioriteringen er nødvendig. Job-hjælpen skal sættes ind, der hvor den virker. Og det gør den kun, når borgerne er motiverede, mener han.
- De ledige, som gerne vil i arbejde, får ekstra penge til bedre og mere målrettede træningsforløb på kommunens beskæftigelsescentre. Det bliver aktivering på 1. klasse, siger Jakob Hougaard.
Samtlige partier i Københavns Borgerrepræsentation har skrevet under på den nye aktiverings-aftale.