Den dopingdømte norske langrendsstjerne Therese Johaug mærker nu konsekvensen af den dopingkarantæne, hun for nylig blev idømt.
Udstyrssponsoren Fischer har valgt at rive kontrakten med Johaug i stykker, som en klausul i aftalen gav firmaet mulighed for i tilfælde af en dopingdom.
Det bekræfter Johaugs manager Jørn Ernst over for det norske nyhedsbureau NTB.
- Det er en af de konsekvenser, vi vidste ville komme, siger Jørn Ernst.
Therese Johaug er blevet udelukket i 13 måneder efter at være blevet testet positiv for brug af stoffet clostebol, som er et anabolsk steroid.
Det forbudte stof skulle hun have fået i en creme mod brandsår ifølge Johaug selv.
Jørn Ernst siger, at han endnu ikke har hørt fra andre sponsorer, om de ønsker at følge Fischer ud af samarbejdet med Johaug.
Hos Fischer har man dog ikke smækket med døren over for den norske langrendsløber.
Tanja Winterhalder, presseansvarlig for Fischer i Norden, siger til norske TV2, at man ikke vil udelukke at genoptage samarbejdet med Johaug, når dopingkarantænen er udløbet.
/ritzau/