DF ydmyger regeringen igen: Danner flertal med rød blok

Støttepartiet er enig med en samlet opposition i, at regeringens skatteudspil ikke er fuldt finansieret.
Dansk Folkeparti går igen sammen med Socialdemokratiet og den øvrige opposition.
Dansk Folkeparti går igen sammen med Socialdemokratiet og den øvrige opposition. Foto: Lisselotte Sabroe/Scanpix

Fem af de 15 milliarder kroner, regeringen vil bruge på at lette skatten for, er ikke konkret finansieret.

Det har fået en samlet opposition til tasterne med et fælles brev til finansminister Kristian Jensen (V), der afkræves et konkret regnestykke. Ellers kan den politiske debat ikke foregå på et sagligt grundlag, lyder det.

Den kritik tilslutter regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, sig nu.

- Regeringen er meget specifik på, hvor den vil bruge pengene, men meget uspecifik på, hvor pengene skal komme fra, siger finansordfører René Christensen (DF).

10 af de 15 milliarder kroner, regeringen vil lette skatten for, findes i det økonomiske råderum og allerede gennemførte reformer.

Hvor de sidste fem milliarder skal findes, nævner regeringen kun i overskrifter: Loft over børnecheck, deltagerbetaling på danskundervisning og justeringer af overførselsindkomster.

- Det er da atypisk, at en regering - der har hele det store apparat bag sig - ikke kan fremlægge en politik, der er finansieret, siger René Christensen.

Oppositionen mener, at der må sidde kontanthjælpsmodtagere, pensionister og SU-modtagere og frygte, at de bliver ramt af "justeringerne". Og den frygt kan René Christensen godt forstå:

- Det anerkender jeg fuldt ud. Og vi kan jo som politikere ikke diskutere et forslag, hvis man ikke ved, hvor pengene kommer fra.

Dansk Folkeparti er det eneste parti, regeringen har inviteret til forhandlinger. Og det er omkring forhandlingsbordet, at Kristian Jensen vil løfte sløret for regeringens konkrete planer, har han ladet forstå.

- For os er det jo ikke det store problem, fordi vi kommer til at sidde i lokalet. Men jeg kan sagtens følge oppositionen og for den sags skyld også den måbende befolkning, siger René Christensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.