Det er endnu langtfra klart, hvad det var, der kostede Socialdemokraten Henrik Sass Larsen en ministerpost.
Toppolitikeren kunne ikke sikkerhedsgodkendes af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på baggrund af oplysninger fra Politiets Efterretningstjeneste, PET.
"Han er pålagt en tavshedspligt i forhold til den samtale han har haft," siger tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen til Newspaq.
Henrik Sass Larsen har tidligere sagt, at det skyldes et par samtaler med en rocker, som han behandlede som en almindelig borgerkontakt.
Ifølge Hans Jørgen Bonnichsen kan Henrik Sass ikke sige mere, fordi det kan spænde ben for efterretningstjenestens arbejde i fremtiden.
"I sagen her, der er nogle hensyn i forhold til kilder og meddelere i efterforskningen, som gør, at man ikke kan fortælle offentligheden, hvad der reelt er foregået," forklarer den tidligere PET-chef og uddyber:
"Det betyder, at han er bundet på munden, og kan blive straffet, hvis han bryder tavshedspligten."
Den tidligere PET-chef finder det derfor mærkeligt, at medier har kunnet bringe oplysninger om telefonaflytninger, som årsag til belastende oplysninger.
Da Henrik Sass Larsen blev degraderet var han ellers udset til en post som finansminister, og havde været Helle Thornings tro væbner siden hun blev formand.