Jeg indrømmer blankt, at jeg aldrig har været fan. Jeg forstod ikke fænomenet, populariteten og syntes vel mest af alt, at han virkede ret blank. Men en sen nattetime, hvor jeg ikke kunne sove og ikke orkede en længere film, trykkede jeg ’Play’ på det første afsnit af dokumentaren. Det kostede mig så en times nattesøvn, da jeg også så andet afsnit, fordi jeg blev rørt, følte en omsorg og ikke mindst stor respekt for ham, for hold nu k…, hvor var han også modig.
Fra misfit til kendis
Jeg har som rigtig mange andre siddet og tænkt: ’I Guder, skal man nu være kendt for at være kendt? Hvad blev der af tiden, hvor man var kendt for at kunne noget? Hvad fanden kan han?’
Han ’kunne’ ikke ret meget. Han var ikke en skidedygtig guitarist, forfatter, skuespiller eller wrestler, som han ellers drømte om. Men det, han kunne, var at være 100% sig selv, og det er vel faktisk de færreste af os forundt.
Sidney Lee-navnet var opfundet (han hed oprindelige det helt almindelige navn Søren), men karakteren og personligheden var ikke. Hele the american lifestyle var ikke fundet på til lejligheden og alle de reality shows, han deltog i. Det var bare det, han rigtig godt kunne lide. Hans passion om man vil. Og det, at være Sidney Lee, det var han helt fantastisk til.
Det gav ham rigtig meget popularitet og rigtig meget modstand. For han stak ud. Ad helvede til. Og det er en af de ting, mange af os herhjemme godt kan have det lidt svært med, mig selv inklusive. Vi er ikke så glade for alt for farverige folk, der råber lidt for højt og ’larmer’. Men sådan var han. Og han insisterede på at være det. Måske fordi han aldrig havde kendt andet, da han havde været anderledes helt fra barnsben.
Men det kræver godt nok mod og n….. at blive ved med at insistere på at være sig selv 120%, sådan som han gjorde, samtidig med at der konstant bliver talt og skrevet grimt om en offentligt. Det må virkelig have slidt. Så hatten af for ham. Det troede jeg virkelig aldrig, at jeg skulle sige.
Frihed, frihed og FRIHED
At være så ærlig omkring, hvem og hvad man er helt uden filter, det er dæleme stort. En tidligere kæreste udtaler i programmet, at han bare var fuldstændig ligeglad. Det indtryk sidder jeg ikke helt med, men mere at han ikke kunne andet.
Han ønskede sig det fuldstændig frie liv, hvor han kun lavede og gjorde de ting, han havde lyst til. Han nægtede at presse sig ud i opgaver, han havde modstand på. Sagde simpelthen bare NEJ!
Det vil jeg rigtig gerne blive bedre til.
Også at han simpelthen nægtede at leve det helt almindelig leverpostejs-liv, som de fleste af os gør, med aflevering og afhentning af børn, indkøb i ulvetimen og falde i søvn på sofaen til Nyhederne. Fordi det var kedeligt, og han ikke gad ansvaret. Heller ikke det kan man jo fortænke ham i, vel?
I en tid hvor vi snakker mere og mere om at leve i overensstemmelse med vores værdier, så skal vi måske se lidt i retning af Sidney Lee og hans livsfilosofi. Jeg er helt med på, at vi nok ikke kan få et samfund til at køre rundt, hvis vi alle bare gør lige præcis, hvad vi har lyst til.
Og så alligevel.
Ønskede ikke at bli' voksen
For måske skal vi vende det lidt om, så vi ikke først ser på, hvilken uddannelse og job vi ønsker at ende ud med, men i stedet hvilket liv vi ønsker at leve og så få resten til at passe ind i det. Og finde et liv med mere frihed. Hvordan et så frihedselskende menneske som jeg selv endte med at få syv børn, er mig en gåde efter denne dokumentar. Men måske fordi jeg lige på det punkt lavede en ’Sidney Lee’ og insisterede på, at ingen andre end mig skulle bestemme, hvor mange børn jeg skulle have.
Jeg håber, at lidt af hans mod til at være sig selv 120% smitter af på mig, for er det ikke det, de fleste af os ønsker? Livet er sgu noget nemmere, når vi ’bare’ står ved, hvem vi er på alle måder – også når det betyder, at vi stadig kan lide de ting, vi kunne, da vi var 12.
Sidney Lee ønskede ikke at blive voksen. Det er også kedeligt på mange måder, og mon ikke det ville gavne vores livsglæde at finde vores indre barn lidt mere frem? Det tror jeg.
Så Sidney undskyld, de hårde ord jeg måtte have tænkt om dig, og at du ikke kunne noget. Det kunne du fandeme. Du kunne være dig selv, og det er vi mange, der kunne lære noget af.
Så ’Hey! Jeg sgu fan!’
Charlotte Højlund er en af Avisen.dk's faste debattører.