TV 2-dokumenataren Mig & Naser:

Hovedpersonen Amina:

Anmeldt af Fathi El-Abed
medstifter, tidligere
talsmand og bestyrelsesmedlem,
Demokratiske Muslimer
Det
er utroligt svært at anmelde en film man selv medvirker i – og endnu sværere at
anmelde en dokumentar, der skal forestille – med udgangspunkt i én aktørs
oplevelser - at give et eller anden form for fyldestgørende billede af en
periode. En periode, der betød så meget for hele Danmark, for de centrale
aktører og for mig selv personligt.
Man
kommer unægtelig til at sidde og vurdere ud fra sin eget indgående kendskab til
hændelsesforløbet, og kan ikke lade være med at tænke over alle de ting og
oplysninger, der mangler frem for at se filmen som en helhed.
Modige
Amina
Lad
det være sagt med det samme – og det billede piller filmen gudskelov ikke ved –
Amina er og bliver et dejligt menneske, som man ikke kan andet end at holde af.
Man kan ikke andet end at beundre hende for, at hun tog skridtet og meldte sig
ind i Demokratiske Muslimer, at hun valgte at engagere sig og at hun valgte i
en periode at modstå det pres, hun blev udsat for.
Derfor
er de scener, der er taget hjemme i hendes køkken, hvor hun går og rydder op
også de mest ærlige og opmuntrende. Scenerne er spredt udover filmen, men der
er ingen tvivl om, at de er taget på det samme tidspunkt lige i begyndelsen af
medlemskabet af Demokratiske Muslimer.
Manipulerende instruktør
Dog
får man også det indtryk – særligt når man kender filmholdets ageren i forhold
til Amina og foreningen – at Amina ikke altid får lov til at vise den virkelige
historie, men snarere den historie instruktøren Cathrine Marchen Asmussen ønsker at fortælle.
Filmen
viser ikke, hvordan filmholdet i flere tilfælde gik for langt i forhold til
Foreningen på en måde, der kun kan betegnes som et ønske om, at filmen tog en
bestemt drejning. Dette påtalte vi selvfølgelig, men lige lidt hjalp det.
Filmen viser heller ikke, hvor mange bestyrelsesmøder Naser rent faktisk var
med til – nemlig langt hovedparten – men vælger i stedet at fokusere på de to
kortere perioder med trusler og sygdom.
Filmen
viser slet ikke det bestyrelsesmøde, hvor Amina var med til at træffe
beslutning om, at Foreningens demokrati-pris skulle gives til Nasr Abu Zeid,
netop den person, som senere bliver Aminas begrundelse for at melde sig ud.
Det
var dermed ikke - som filmen postulerer - noget Amina erfarede via fjernsynet.
Da Naser medvirkede i morgen-tv var det med en enig bestyrelse bag sig. Men
selvfølgelig: en film om en indmeldelse i en forening får jo kun en mere
effektfuld slutning, hvis der også kommer en udmeldelse. Man undrer sig om
Amina kom til den konklusion selv?
Ufortalt
er det også i filmen, at Suppe for Fred-projektet er instruktøren Cathrine
Marchen Asmussens projekt, og at Amina kun deltog den ene gang, der vises i
filmen. Man kan med rette stille spørgsmålstegn ved, om det er klogt af
instruktøren ikke at opretholde en professionel distance til sin hovedperson.
Hvis
man kun skulle anmelde Amina, så ville filmen få 6 stjerner – fordi den viser
et dejligt menneske, som har sin egen kamp.
Men
filmen er instruktøren Cathrine Marchen Asmussens helt igennem eget projekt, og
som dokumentar er værkshøjden simpelthen for lav og de fravalg instruktøren har
foretaget er for åbenlyst manipulerende.
Læs mere om sagen:
• TV 2 slettede flere scener i dokumentar
• Eksperter kritisterer dokumentar
• TV 2 erkender fejl i Khader-film
• TV 2 manipulerer i tv-dokumentar
• Simon Andersen til TV2: Drop programmet
• Instruktør: Kritik er ubegrundet
• Afgørende scene er rekonstrueret