De går på arbejde, klipper hækken og betaler deres regninger. Men bag den pæne facade er de dybt afhængige af narkotika.

Og selvom de gerne vil være stoffri, beder de ikke om hjælp i det offentlige system, fordi de ikke kan blive behandlet anonymt.

Mange får derfor ikke hjælp, mener misbrugsekspert og psykiater ved Hvidovre Hospital Henrik Rindom.

»Tilliden til tavshedspligten i det sociale system kan for nogle ligge på et meget lille sted. Og de personer er bange for, at deres informationer havner det forkerte sted.«

Det kan være en direktør for en kendt virksomhed eller en person, der er ansat i kommunen og ikke vil have, at andre kender til hans problem, forklarer Henrik Rindom, der får mange henvendelser fra misbrugere, der ikke tør søge behandling.

To forskellige forløb

Alkoholikere kan få en samtale og blive behandlet med antabus, uden at deres navn kommer til at stå nogle steder. Stofmisbrugere kan kun få en anonym samtale. Men de to ting kan ikke sammenlignes, mener kontorchef for kontoret for socialt udsatte grupper i Velfærdsministeriet, Peter Juul.

»Alkoholikere kan få en pille og gå igen, men en sådan pille findes ikke for stofmisbrugere. De skal i en egentlig behandling, og det koster flere penge. Derfor skal stofmisbrugeren ifølge loven registreres,« siger han.

En anden grund til, at man for eksempel skal opgive personlige oplysninger som cpr-nummer er, at kommunen bliver nødt til at kende personen for at kunne hjælpe ordentligt.

»Børnene kan være belastet af misbruget og misbrugeren kan have en depression eller blive mobbet på arbejdspladsen. Hvis man ikke kender personen og omstændighederne, kan det være svært at sætte ind på flere områder,« siger Peter Juul.

Alligevel så Henrik Rindom gerne, at misbrugere fik mulighed for at komme i behandling anonymt.

»For ikke nok med at de ikke tør søge hjælp. Når de alligevel henvender sig, er der en tendens til, at de ikke bliver taget alvorligt. Tanken er, at når de er så velfungerende, kan de vel selv tage sig af deres misbrug.«