- Den eneste måde, de kan komme op fra lageret, er herhenne! To lyshårede piger står og hvisker sammen. De lægger en taktik og bliver enige om at stille sig hen til lagerindgangen, så de kan nå at få fat i tøjet før alle andre, når ekspedienterne for gud ved hvilken gang slæber nyt tøj op på de tomme hylder.
Verdens p.t hotteste designer, Roberto Cavalli, er nemlig landet i H&M. Ikke i egen høje person, men i form af hans design, som rigtig mange denne morgen gerne vil have fingrene i. Det er hans designs, kendte kvinder som Jennifer Lopez og Victoria Beckham sværger til.
Da dørene åbner i butikken på Amagertorv i København, står pigerne da også klistret op af glasdørene og skubber og og maser for at komme først ind. Ti minutter efter er en stor del af tøjet bogstavelig talt revet ned af hylderne. Mange af pigerne kigger slet ikke på størrelserne, de tager i stedet fire af slagsen - så rammer de nok rigtigt.
Ekspedienterne løber frem og tilbage for at fylde op, men når nærmest ikke hen til hylderne, før tøjet er revet ud af armene på dem.
Flere af pigerne har taget deres kæreste med. Ikke for at han også kan få lov at shoppe lidt, men for at han kan agere tøjstativ og bære rundt på alle fundene.
H&M har efterhånden haft stor succes med at lade kendte designere og topnavne designe en kollektion. Da Madonna lagde navn til en kollektion, blev tøjet også revet væk.
Men denne gang er det anderledes, fordi der står Cavalli i nakken. Det fortæller Henrik Aaen, der er landschef for H&M i Danmark.
- Da Madonnas tøj kom i butikkerne, kunne man få det i over 60 butikker. Denne kollektion af Cavalli er en meget begrænset og meget eksklusiv kollektion, som kun kan fås i syv butikker landet over. Den er også noget dyrere, fortæller Henrik Aaen, mens han kigger ud over butikken.
- Denne gang er det også noget vildere, og jeg tror næsten, at vi får udsolgt i dag.
To piger går forbi med flere stopfyldte poser i hånden.
- Vi er ikke skabt til det her, siger den ene til den anden. Men hvad gør man ikke for Roberto Cavalli?