Byggebranchen føler sig hægtet af den politiske håndtering på klima- og energiområdet, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Ifølge en ny rapport om vedvarende energiløsninger, forfattet af Bygherreforeningen og Teknologisk Institut, er der i branchen tvivl og usikkerhed om, hvad planerne for fremtidens danske energiforsyning og -produktion går ud på.
- Branchen kan med fordel få mere politisk hjælp ved at der bliver stillet mere klare mål op for, hvor meget vi skal nedsætte vores energiforbrug i bygninger med, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen og fortsætter:
- Bygningsejerne har endnu ikke appetit på målrettet at nedsætte energiforbruget, siger han.
Rapporten afslører, at målet om dansk Co2-neutralitet i år 2035 kræver et udbygget samarbejde mellem branchen og det politiske Danmark.
Der efterspørges blandt andet mere information.
- Allermest efterspørges objektiv information om de vedvarende energiløsninger og deres samspil, og dén information er vanskelig at finde i dag, siger Peter Holm Ishøy, der er centerchef på Teknologisk Institut.