Medarbejderne på Nørrebro Bryghus er trætte af at være gidsler i en strid mellem fagforeningen 3F og Nørrebro Bryghus.
Derfor går de ansatte nu til modangreb på 3F i annoncer indrykket i en række aviser med overskriften: Kære 3F: Lad os passe vores arbejde .
Striden skyldes, at 3F i længere tid har blokeret Nørrebro Bryghus om torsdagen, fordi de gerne vil lave en overenskomst på bryghuset - som 3F mener kan laves bedre end den eksisterende overenskomst, der er indgået med Kristelig Fagbevægelse.
Og nu er de ansatte trætte af, at 3F bliver ved med at blokere bryghuset.
- Indtil videre er sagen kun blevet hørt fra deres side - og de siger, de har støtte fra medarbejderne. Det har de ikke. Vi er dybt uforstående over for, at 3F går ind et sted, hvor der er en overenskomst og gode forhold i stedet for at kæmpe andre steder, siger medarbejdernes repræsentant fra Nørrebro Bryghus, Martin Jacobsen.
Lad os være i fred
I annoncen opfordrer medarbejderne blandt andet 3F til at holde op med at chikanere de lønmodtagere, der allerede er dækket af en overenskomst med Kristelig Fagbevægelse.
- Vi håber, de vil stoppe deres blokade og lade os være i fred, siger Martin Jacobsen.
- Vi har ikke dårligere forhold. Vi har de forhold, vi gerne vil have. Så er det da rigtigt, at 3F s minimumsløn er lidt højere, men vi vil gerne have fleksible arbejdsforhold, og det kan vi ikke få med 3F. De siger, at pengene betyder alt - men det gør de ikke, siger han.
Det er Kristelig Fagbevægelse, der har indrykket annoncen med medarbejderne på Nørrebro Bryghus. Fredag eftermiddag havde 1.216 skrevet under på en indsamling, der støtter de ansattes ret til selv at vælge overenskomst.