Brøndby var længe på hælene, da Esbjerg kom på besøg i den første af to pokalsemifinaler. Nede 0-1 skulle der et straffespark til 15 minutter før tid, før Brøndby fik noteret en afslutning inden for rammen.
Efter kampen var Brøndby-træner Auri Skarbalius heller ikke tilfreds med sit mandskabs præstation og indstilling inden pausen.
- Nu er jeg ikke kendt for at være en træner, som udleverer mine spillere, men i dag må jeg godt sige, at det var en uacceptabel første halvleg.
- Det var en pinlig attitude, som vi viste, da vi var på hælene hele tiden, siger Skarbalius.
- Det er aldrig tilfredsstillende at lave tekniske fejl, men det er en ting. På de andre parametre var vi slet ikke gode nok.
- Heldigvis tog vi skeen i den anden hånd efter pausen, og vi fik fightet os til et uafgjort resultat, siger Brøndby-træneren.
Jens Stryger Larsen var manden bag den livgivende udligning, og målscoreren var enig i sin træners kritik.
- Vi startede alt for dårligt. Vi lavede for mange personlige fejl, og vi vandt ikke vores nærkampe. Det gjorde, at Esbjerg fik overtaget og scoret, siger Jens Stryger Larsen.
- Det var først lige før pausen, vi kom i gang, blandt andet med de indlæg vi havde snakket om, at vi skulle komme frem til. I anden halvleg fik vi rettet mere op på det og fik også den vigtige scoring, siger han.
Dermed er alt åbent inden returkampen i Esbjerg. Auri Skarbalius er fortrøstningsfuld, og øjner en plads i finalen.
- Med den præstation vi leverede, skal vi være glade for resultatet. Det kunne være meget værre, men kampens forløb taget i betragtning kan vi godt være tilfredse lige nu, siger Skarbalius.
- Det er stadigvæk åbent. Vi skal selvfølgelig vinde i Esbjerg, men jeg føler, at vi har gode muligheder for at gå videre, siger Skarbalius.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.