Denne artikel blev bragt første gang 8. september 2017 på Ugebrevet A4. Vi bringer den igen, fordi mange andre læsere tidligere fandt interesse for den.

Sig nej til din leder, når han opfordrer dig til at tage på selvudviklingskursus. Lav mindre på dit arbejde, men gør det grundigere og på længere tid. Stå af hamsterhjul og forbrugerræs. Vend tilbage til gamle borgerlige dyder som mådehold og nøjsomhed.

Kort sagt skal vi lære at gå glip af noget. For vi mennesker kan ikke få det hele og nå det hele. Så kæntrer vi af stress og præstationsjagt. Og kloden går under af klimapres og ulighed.  

NYHEDER

Læs også:

Hvad er stress?

Sådan lyder meldingen fra psykologiprofessor Svend Brinkmann. Næste uge udgiver den populære forfatter en ny debatbog med titlen 'Gå Glip – Om begrænsningens kunst i en grænseløs tid'.

Ligesom bestsellerbøgerne »Stå Fast« og »Ståsteder« lægger han her op til både etisk og filosofisk debat om indretningen af vores samfund. Og i sin nye bog går han skridtet videre og lægger arm med vækstmonsteret og optimeringsspøgelset, der hersker over de fleste af os.

Du skriver, at det er nødvendigt at gøre op med vores ikke-bæredygtige forbrugersamfund. Hvorfor?

- Det er ganske banalt på grund af planeten og vores eget ve og vel. Videnskabsfolk på stribe fastslår, at det er helt galt med klimaforandringerne. Vi har et overforbrug og udleder for meget CO2, og derfor er det nødvendigt at handle. Og pointen i min bog er så, at vi kan gøre en dyd ud af nødvendigheden. Det behøver ikke at være trist og et forfærdeligt afsavn at gå glip af mere og nøjes med mindre.

- Der kan faktisk være en glæde ved måske at leve bedre liv, end vi gør nu. Vi skal bare genfinde værdien af mådeholdet og nøjsomheden. For 50 og 100 år siden var det selvfølgelige dyder, men i dag er det nærmest blevet reaktionært at tænke mådehold, beklager han.

Psykologiprofessoren har til huse i et spartansk kontor på Aalborg Universitet. Her er bøger om etik, filosofi og psykologi fra gulv til loft. Et bord og en computer. Og så en masse tanker om verdens og arbejdslivets skæve gang.

Den 42-årige Svend Brinkmann er selv flittig på sociale medier og slave af ustandseligt at tjekke sin smartphone. Og han har noteret sig smarte forkortelser på sociale medier som FOMO (Fear of Missing Out) og YOLO (You Only Live Once). 

- FOMO er blevet en gennemgribende mentalitet, for livet handler om at opleve så meget som muligt, nå så meget som muligt og forbruge så meget som muligt. Men behøver det at være sådan? Jeg vil gerne have os til at tale om glæden ved at gå glip af noget. Vi skal tale om JOMO – Joy of Missing Out, siger han.

Brug for nye bremseklodser

Svend Brinkmann ser en klar sammenhæng mellem nye organisationsformer og forandringer på arbejdsmarkedet og stressepidemien.

- Frygten for at gå glip af noget og stress er to sider af samme sag. Vi har brug for nye perspektiver på stress. I min bog bruger jeg en metafor om bremseklodser. For i dag er vores bremsekloder så tyndslidte, at vi ikke kan bremse.

- Alt accelererer så hurtigt, og især i arbejdslivet med evige krav om optimering, kompetenceudvikling, fleksibilitet, man skal være agil, robust, proaktiv, innovativ. Alle sammen dynamiske begreber, som handler om at overskride eksisterende begrænsninger og komme derudad.

Nogle mennesker kan i perioder af deres liv godt holde ud at knokle og præstere. De synes oven i købet, at det er sjovt, og de skal også have lov, anfører han.

- Jeg tror ikke, at ret mange af os kan klare det tempo ret længe. Men vi går rundt med en idealforestilling i vores arbejdsliv om hele tiden at optimere os selv. Og så rammes mange på et tidspunkt af udbrændthed, depressioner, angst og alle de lidelser, der hænger sammen med langvarig stress, forklarer han.

Med en hovedrysten konstaterer professoren, at otte procent af danskerne er på antidepressiv medicin lige nu.

- Og det er jo bizart i sådan et rigt samfund som vores, siger han.

Svend Brinkmann fremhæver, at vi på den ene side synes, det er superfedt med livslang læring, kompetenceudvikling og personlighedsudviklende kurser. På den anden side knækker alt for mange på det. 

- Jeg kan faktisk ikke se andre løsninger end at vende tilbage til nogle af de gamle dyder. Lidt polemisk sagt handler det om at gøre mindre på længere tid og til gengæld gøre det grundigere. At vi skal sætte fokus på kvalitet fremfor kvantitet, siger han og understreger, at det gælder i både arbejdsliv og andre af livets forhold. 

Svend Brinkmann understreger, at det ikke er sosu'en, smeden eller laboranten, der alene skal tage ansvaret på sig og drosle ned i arbejdslivet.

Der hviler et kollektivt ansvar på politikere, fagbevægelse og arbejdsgivere for at sætte hælene i over for en syg optimeringskultur.

- I sidste ende er det en politisk diskussion, og det kræver kollektiv handling at gøre op med det. I den offentlige sektor, hvor jeg selv er ansat, har man indført alle mulige regimer som New Public Management og styringssystemer om mål og dokumentation. Det kan den enkelte ansatte ikke melde sig ud af og sige, at 'nu vil jeg lave mindre men bedre'. Så vil arbejdsgiveren spørge, hvordan det skal registreres og belønnes? Og man vil blive mistænkt for bare at sidde og dovne, anfører han.

Fagbevægelse skal være drivkraft

For at lave grundlæggende om på vores arbejdskultur må LO, FTF, Akademikerne og andre faglige organisationer på barrikaderne.

- Fagbevægelsen er afgjort en drivkraft for at skabe et mere bæredygtigt arbejdsmiljø og mindske stress. Hvem har vi ellers som kollektive aktører? Vi har selvfølgelig politikerne på Christiansborg, som vedtager lovgivning om arbejdsmiljø, men derudover er den eneste aktør, som virkelig agerer kollektivt, jo fagbevægelsen, fastslår han.

Fagbevægelsen bør ifølge Svend Brinkmann kaste sig ud i en debat og definition af, hvad det meningsfulde arbejde og det bæredygtige arbejdsmiljø er. For den enkelte kan have svært ved at stå af hamsterhjul og trædemølle. Der skal være en fælles forståelse for det og en fagbevægelse, der skal understøtte det. 

- Det lyder helligt at bruge ordet vækkelse, så lad mig i stedet sige, at det kræver en perspektivændring på vores arbejdsliv. Det er svært, for op igennem det tyvende århundrede oplevede vi arbejdets forvandling. Individet har fået større indflydelse på eget arbejde, og vi har fået større fleksibilitet, mere ferie og uddelegeret ansvar og fået selvstændige arbejdsgrupper og flade ledelsesstrukturer. Alt sammen har været humaniserende i forhold til vores arbejde.

- Men nu er det nødvendigt, at vi finder ud af at skabe nogle strukturer, der er til at holde ud at være i. Vi har simpelthen brug for at inddæmme vores arbejdsliv, så det ikke flyder ud og fylder alting, siger han og roser uddannelsesminister Søren Pind (V) for at forbyde sine medarbejdere at sende og svare på mails om søndagen.

Men hvad skal fagforeningerne konkret gøre?

- Fagbevægelsen skal insistere på, at stress er et kollektivt problem. Fagforeningerne skal sige, at det er ikke godt nok, at en arbejdsplads tilbyder mindfullness-kurser og stress-coaches eller sender medarbejdere på kursus i personlig udvikling, der skal lære dem at være mere til stede i nuet. Det er symptombehandling, konstaterer psykologiprofessoren.

Giftigt psykologisk arbejdsmiljø 

Han efterlyser organisatoriske forandringer, og man skal til at tænke langt mere i socialpsykologi og fællesskaber end i individpsykologi.

- Det er altid den enkelte, der bliver offer og mærker stress på sin egen krop. Det kan være, at nogle skal have mindfullness-kurser, men det skal ikke stå alene som symptombehandling, for så prøver vi bare at tilpasse folk til et arbejdsmiljø, der psykologisk set er giftigt eller i hvert fald ikke bæredygtigt, fastslår han.   

Han beklager, at vi ikke har seriøse og vedvarende debatter om, hvad et bæredygtigt arbejdsmiljø er. Især fordi vi taler om disruption og et arbejdmarked, der forandres fundamentalt på grund af digitalisering, robotter og selvkørende biler.    

- Nu har vi det grænseløse arbejde, der virkelig udfordrer os. Et af hovedproblemerne er, at vi på den ene side ser et arbejdsliv, der kræver selvoptimering, og vi skal coaches hele tiden, så vi kan præstere bedre og vinde. Kolleger bliver ofte konkurrenter, og det er mærkeligt, for man skal fungere i et fællesskab, mener han.

Et tveægget sværd

Hvis fagbevægelsen kender sin besøgelsestid, kaster den sig ind i kampen for lønmodtagernes ret til at sige nej til nye kurser og certifikater, fremfører han.  

- Jeg er ikke ekspert i fagbevægelsens historie, men jeg husker, at op igennem 1990'erne slog LO meget på det udviklende arbejde. For LO var det et mantra, at man skulle have selvrealisering gennem arbejdet. Det er et tveægget sværd. For det har vi fået, og man er nærmest gift med sit arbejde og investerer så mange ressourcer og identitet i det.

- Hvordan kan man så sige, at nu vil jeg ikke udvikle mig mere i mit udviklende arbejde, for nu er jeg god nok. Når arbejdsgiveren til medarbejderudviklingssamtalen spørger, hvor man ser sig selv om tre år, kan man så svare: 'Jeg håber, at jeg om tre år er præcis, hvor jeg er i dag.' Nej, det kan man ikke sige. Måske skulle fagforeningerne kæmpe for retten til at standse op og sige nej, jeg er god nok.

Godt at gå i stå

Men kan det være positivt at vælge at gå i stå som lønmodtager?

- Ja! Hvis man er gået i stå et sted, hvor det er godt at stå, og man løser sine arbejdsopgaver på en tilfredsstillende måde, hvorfor skal man så gøre mere?

Er der ikke en risiko for, at man så betragtes som en dårlig eller doven arbejdskraft og risikerer ikke at blive forfremmet og ikke at få mere i løn eller ikke at kunne skifte job. Hvad gør man ved det?

- Der er faktisk folk, der er blevet forfremmet og har fået højere løn, men siger, at det ikke er pengene værd, fordi de ikke trives med det. Måske skulle flere komme til sådan en erkendelse, inden det er for sent. Nogle mennesker lider under forestillingen om, at man ikke bare kan stoppe, fordi man skal videre.

Hvad kan arbejdsgiverne gøre for at undgå, at de ansatte får stress?

- Det handler ofte om kerneopgaven og have fokus på, hvad virksomheden er her for. De fleste ansatte i en virksomhed eller organisation kan noget og vil fordybe sig i deres fag. Og alt, hvad der handler om personlig udvikling og nye kompetencer i alle mulige flyvske retninger, skal man måske skærmes for som medarbejder, siger han, men føjer til, at generalisering er svær. Nogle vil og skal. Andre vil ikke og skal dermed ikke.

Kunstner, kurator eller kustode

I sin nye bog bruger han kunstneren, kuratoren og kustoden som metafor. De arbejder på et kunstmuseum, der kunne være en hvilken som helst arbejdsplads. Der skal være plads til den vilde, proaktive kunstner, der tænker ud af boksen. Men der skal også være kuratorer, der knytter tingene sammen og stabiliserer virksomheden. Og kustoderne, der med deres håndværk og faglærte uddannelser løser bestemte opgaver, skal også være der.

- De fleste af os er kuratorer og kustoder, men vi har en forestilling om, at vi i det ideelle arbejdsliv skal være kunstnere. Alle selvudviklingbøger, selvrealiseringsbøger og ledelseshåndbøger handler om at tænke ud af boksen. Næsten ingen bøger handler om kuratorer og kustoder. Og de skal anerkendes på en helt anden måde end i dag og måske også have løntillæg. Ikke fordi de finder på noget nyt, men fordi de bliver ved med at gøre det, som de er gode til, siger Svend Brinkmann.  

Hvis kustoderne og kuratorerne fik flere klap på skulderen, ville stressbølgen blive mindre, pointerer han.

- Der skal sættes pris på alle i en virksomhed, men det forudsætter, at lederne har en vis psykologisk indsigt og forstår, at mennesker er forskellige og vil og kan forskellige ting. Nogle vil bare gerne passe deres arbejde, bruge deres faglighed og hæve deres løn. De har en lønarbejdermentalitet, og det er der intet som helst galt med. Så kan det være, at de finder masser af mening i deres fritid, siger han.

Svend Brinkmann vender igen tilbage til fagbevægelsens medansvar for det udviklende arbejde.

- Det udviklende arbejde handler i virkeligheden om det hele menneske. Polemisk kan jeg godt lide at sige, at mange mennesker også skal have lov at være halve mennesker på arbejde. Det der med, at lederen skal lede det hele menneske, er i virkeligheden bare et forsøg på at kapre hele personligheden. En lønmodtager skal have lov at sige, at du får halvdelen eller en tredjedel af mig. De 8 timer jeg er på jobbet, skal jeg ledes, men der er 16 timer, som I ikke får, siger han.

Hvordan vil du få private virksomheder til at vise mådehold og kræve mindre af deres ansatte, når det for dem handler om at forbedre deres regnskab?

- Selvom man er en virksomhed, der skal lave overskud til aktionærerne, er det i sidste ende også begavede og empatiske mennesker, der har forståelse for klodens problemer. Globalt ser vi lige nu, at det ikke er stater, og især ikke USA med præsident Trump, men virksomheder og byer, der går forrest i kampen for bæredygtighed. Hvorfor skulle danske virksomheder ikke også gøre det?

- Ingen virksomheder har interesse i, at deres medarbejdere går ned med stress, og ingen har interesse i at ødelægge de naturressourcer, der er forudsætningen for, at vi kan være her. For mig er der ingen modsætning mellem at tjene penge som virksomhed og have et godt arbejdsmiljø og leve i et velfungerende bæredygtigt samfund, siger han. 

Prisen for høje væksttal kan blive for stor

Men Brinkmanns nye bog handler ikke bare om vores grænseløse udviklingskultur, vores nedslidte bremseklodser og uhæmmet selvrealisering med stress som følge.

Lange afsnit handler om stigende ulighed og behovet for at opbygge større solidaritet. 

- Jeg er helt sikkert bekymret for stigende ulighed. Al forskning viser, at desto mere ulige et land er, jo dårligere har indbyggerne det, og landet bliver mindre innovativt. Det tager lang tid at bygge et lige og velfungerende samfund op, og derfor skal vi passe på det, siger han.

Svend Brinkmann griner, da han understreger, at han altså ikke er revolutionær.

- Jeg kan ikke forestille mig et velfungerende demokrati uden en markedsøkonomi, så jeg er ikke revolutionær på nogen måde. Men vi er nødt til at reparere på vores samfundsmodel og arbejdsliv hele tiden. Det nytter ikke at have høje væksttal og tjene en masse penge, hvis det er på bekostning af klodens bæredygtighed. Så er prisen for stor.«

Denne artikel blev bragt første gang 8. september 2017 på Ugebrevet A4. Vi bringer den igen, fordi mange andre læsere tidligere fandt interesse for den.